Studerende kalder udspil et angreb på SU

Det er helt forkert tankegang, når regeringen i sit SU-udspil vil halvere det såkaldte fjumreår, lyder det fra Danske Studerendes Fællesråd.

De studerende har i dag ret til SU-klip til et år mere, end deres studium er normeret til, men det vil regeringen altså halvere.

- Det er et voldsomt angreb på SU'en. Jeg tror, at det vil virke mod hensigten, for når man skærer et halvt år af SU'en væk, bliver rigtigt mange nød til at tage mere erhvervsarbejde, og det bliver man langsommere af, siger formand Mikkel Zeuthen.

Samtidig er der lagt op til, at studerende, som kommer hurtigt i gang med studierne og bliver færdige før tid, kan opnå en bonus.

Den nye bonus til hurtige studerende kan kun opnås af personer med højst et sabbatår i bagagen.

Modellen går ifølge Berlingske Tidende ud på, at hvis en studerende for eksempel klarer det femårige jurastudium på fire et halvt år, vil den pågældende efter endt studium få udbetalt seks SU-klip á 5384 kroner i bonus.

Men det er en gratis omgang for regeringen, mener Mikkel Zeuthen.

- Jeg tror ikke, at det vil gøre nogen forskel. Jeg har aldrig hørt om nogen, der kan gennemføre hurtigere end normeret. Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at man kan presse de studerende hurtigere igennem, hvis man vil, siger han og fortsætter:

- Men jeg har ikke lyst til at tænke på en lægestuderende, som ikke når at lave den praktiske træning i at lave en hjerteoperation, men kun lærer det i teorien.

Et andet vigtigt punkt i SU-udspillet er, at SU'en for hjemmeboende på ungdomsuddannelserne skal fjernes - og pengene i stedet skal gå til forbedringer af folkeskolen.

På grund af utilfredshed med SU-udspillet starter "Unge ta?r ansvar!" - som er en samling af en række studenterorganisationer - fredag en protestuge, som afsluttes med en demonstration ved Undervisningsministeriet.

Regeringen fremlægger fredag formiddag sit SU-udspil.

/ritzau/

Regeringens udspil til en SU-reform vækker harme hos de studerende. SU'en er kommet under angreb, lyder det.

Offentliggjort Sidst opdateret