Studerende kræver hjælp til universiteter

Københavns Universitet har akut brug for hjælp, forskningen og institutterne er truet. Sådan lyder en kommentar fra Danske Studerendes Fællesråd til blokaderne på Københavns Universitet, hvor omkring 450 studerende er mødt op for at protestere.

- Københavns Universitet bløder, og der er akut brug for en hjælpepakke til at stoppe blødningerne. Det ville være en skandale, hvis biologi, geografi og geologi lukker, siger formanden for de studerendes fællesråd, Mikkel Zeuthen.

De studerende på Biologisk Institut og på Institut for Geografi og Geologi blokerer mandag morgen indgangene i protest over nedskæringer og fyringer.

Ud over fyringerne på geografi og biologi, er der en række fyringer landet over:

På Life, den tidligere Landbrughøjskole, skal der fyres cirka 100 ansatte, på Danmarks Tekniske Universitet skal der fyres cirka 100 forskere,  og på Århus Universitet - herunder Danmarks Pædagogiske Universitet - skal der fyres et ukendt antal ansatte.

Danske Studerendes Fællesråd mener ud over et akut løft i bevillingerne, at der er brug flere frie midler, så universiteterne kan foretage langtidsinvesteringer og generel økonomistyring.

- Det er jo klart, at man ikke kan sammensætte et ordentligt uddannelsesforløb, hvis man ikke ved, hvor mange penge man har at gøre godt med seks måneder ud i fremtiden. Der er brug for flere frie midler, som universiteterne selv råder over og et generelt løft i bevillingerne, siger Mikkel Zeuthen

/ritzau/

Danske Studerendes Fællesråd støtter blokader på biologi og geografi på Københavns Universitet og kræver hjælpepakke til de danske universiteter.

Offentliggjort Sidst opdateret