Styrelse advarer mod at spise giftige muslinger fra Limfjorden
Fødevarestyrelsen har fundet algegift i muslinger i Risgårde Bredning og Hvalpsund i Limfjorden.
En potentielt dødelig algegift er fundet i muslinger i Risgårde Bredning og Hvalpsund i Limfjorden, og borgere skal derfor holde sig fra at samle eller spise dem.
Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Styrelsen fraråder desuden, at borgere samler østers i området, da de også kan indeholde algegiften.
Desuden bør østers- og muslingesamlere orientere sig på styrelsens hjemmeside, inden de samler muslinger og andet fra steder overalt i Limfjorden.
Det er sikkert at spise købte muslinger og østers fra butikker og restauranter, da de bliver overvåget for algegift.
Algegiften, der er fundet, kaldes paralyserende skaldyrsforgiftning (PSP), og spiser man muslinger eller østers med giften, kan det medføre en prikkende og brændende fornemmelse i munden og i huden. Derefter kan følelsesløshed indtræffe.
Efter 4-6 timers følelsesløshed i fingre og tæer vil svimmelhed og feber typisk opstå. En kraftig forgiftning giver typisk åndedrætsbesvær, tab af muskelkoordinering og i værste fald død ved åndedrætssvigt, oplyser Fødevarestyrelsen.
Forgiftningen kan indtræffe efter 30 minutter til få timer, mens tilstanden kan vare i flere uger.
På Fødevarestyrelsens hjemmeside, fvst.dk, er det muligt at følge med i, hvor og hvornår det igen er sikkert at samle muslinger og østers i Limfjorden.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker