Styrelse: Skoler bør aflyse alle lejrskoler og klassefester
Der kan fortsat afholdes faglige aktiviteter inden for almindelig skoletid, men studieture, klassefester og fødselsdage for klassen frarådes i den kommende tid. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Den kommende tid bør skoler og institutioner aflyse alle sociale arrangementer, oplyser Sundhedsstyrelsen.
En stigende smittespredning blandt børn og unge betyder, at dagtilbud, skoler og andre uddannelsesinstitutioner bør aflyse alle sociale arrangementer.
Det fremgår af Sundhedsstyrelsens retningslinjer.
Det vil sige, at eksempelvis klassefester, fælles morgenmad, studieture og lejrskoler bør aflyses. Det gælder foreløbig frem til 4. oktober 2020.
- Det er rigtigt ærgerligt for dem, der har planlagt et arrangement såsom klassefest eller lejrskole, og som bliver nødt til at aflyse det, siger Bolette Søborg, der er overlæge i Sundhedsstyrelsen, i en pressemeddelelse.
- Men vi ser flere smittetilfælde blandt børn og unge lige nu, og det bliver vi nødt til at gøre noget ved. Derfor anbefaler vi, at man aflyser arrangementer i forbindelse med dagtilbud, skoler og andre uddannelsesinstitutioner, simpelthen fordi det er vanskeligt at efterleve krav og anbefalinger om afstand og høj hygiejnestandard i sådanne sammenhænge.
Der kan fortsat holdes aktiviteter, der har et fagligt formål inden for almindelig skoletid, såsom besøg på museer eller en tur i skoven, understreger styrelsen.
Men det skal sikres, at de generelle anbefalinger om at holde afstand og god håndhygiejne kan overholdes.
På samme måde kan man også holde forældremøder, elevrådsmøder og skole-hjem-samtaler med mere.
Man bør dog begrænse antallet af deltagere mest muligt. Eksempelvis ved at der kun deltager én forælder per barn til forældremøder.
Anbefalingen om at aflyse arrangementer gælder til gengæld også for private begivenheder, som ikke er arrangeret af skolen eller institutionen.
Det kan være fødselsdage for klassen eller forældrearrangementer, som ofte er arrangeret af eleverne og forældrene selv.
Børn og unge må gerne ses med deres venner, understreger styrelsen.
Men det anbefales, at børn og unge begrænser den sociale omgang med andre. Det gælder både i forhold til, hvor mange man samles, hvor længe, og hvor mange forskellige man ses med.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned