Styrelse skruer op for trusselsniveau: Tamme fugle skal holdes overdækket fra torsdag
Fødevarestyrelsen har besluttet at hæve trusselsniveauet for fugleinfluenza i Danmark fra middel til høj. Sygdommen er meget smitsom og har en høj dødelighed blandt fjerkræ. Arkivfoto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Emil Helms/Ritzau Scanpix
Fra torsdag skal tamme fugle holdes indendørs eller overdækket grundet fugleinfluenzasmitte.
Fødevarestyrelsen hæver trusselsniveauet for fugleinfluenza i Danmark fra middel til høj.
Det betyder, at fjerkræ og andre tamfugle fra torsdag den 19. december enten skal lukkes inde eller overdækkes, lyder det i en pressemeddelelse.
Styrelsen begrunder beslutningen med udbrud hos fugle i Danmarks nabolande og et stigende antal fund i vilde fugle i Danmark.
- Fugleinfluenza er en alvorlig sygdom for dyrene, der lider alvorligt, inden mange dør af smitten eller aflives for at sikre, at smitten ikke spredes, siger enhedschef i Fødevarestyrelsen Mette Kirkeskov Sie i pressemeddelelsen.
Hvis man har hønsehold, hvor indhegningen er 40 kvadratmeter eller mindre, er man undtaget fra kravet om overdækning. Til gengæld skal fuglene holdes indhegnet.
Ande- og gåsebesætninger er også undtaget fra overdækningskravet, hvis udearealet begrænses, og man sikrer, at vilde fugle ikke kan lande i indhegningen, lyder det i pressemeddelelsen.
Uanset skal vilde fugle ikke have mulighed for at have adgang til vandtrug eller foder, ligesom de tamme fugle ikke må have adgang til overfladevand eller regnvand, som kan forurenes af vilde fugles afføring.
- Alene i år har Fødevarestyrelsen i samarbejde med blandt andet Beredskabsstyrelsen aflivet mere end 200.000 fugle og fjerkræ i danske besætninger, så situationen kalder på ekstra opmærksomhed på det stigende smittetryk og smittebeskyttelse, lyder det fra enhedschefen.
På grund af det øgede trusselsniveau bliver dyrskuer, udstillinger og konkurrencer også som udgangspunkt forbudt i hele landet for fugle og fjerkræ.
Fugleinfluenza er meget smitsom, og den giver svære symptomer og høj dødelighed hos dyrene.
Sygdommen kan i sjældne tilfælde smitte mennesker, men ifølge pressemeddelelsen vurderer Dansk Veterinær Konsortium, at risikoen for det er lav.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker