Styrelse vurderer høj sandsynlighed for spredning af bluetongue
Siden 9. august er der registreret ti tilfælde af det smitsomme virus bluetongue i Danmark. Det er første gang i 15 år, at smitte kommer til Danmark. Det sker efter smitte flere steder i Europa. Risiko for spredning til alle områder i Danmark er høj, vurderer styrelse. (Arkivfoto). Foto: Carlos Castro/Ritzau Scanpix
Fødevarestyrelsen opdaterer trusselniveau for spredning af bluetongue-virus i Danmark til at være høj.
Der er høj sandsynlighed for, at det smitsomme virus bluetongue spreder sig til alle områder i Danmark via mitter.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en trusselsvurdering for spredning af bluetongue-virus (BTV) onsdag.
Det sker, efter der er indrapporteret ti udbrud af virusset siden 9. august. Det er første gang, BTV er bekræftet i Danmark siden 2008.
Det første udbrud af den potentielt dødelige sygdom ramte en fårebesætning i Sønderjylland for to uger siden. Siden har sygdommen bredt sig til ti besætninger.
Sygdommen spredes via mitter, der er små, blodsugende insekter, der flyver fra dyr til dyr og suger blod. Dermed virker de som vektorer, der overfører sygdomme fra et dyr til et andet.
Bluetongue smitter ikke mennesker, men det kan være dødeligt for kvæg, får, geder og hjorte.
Smittede dyr kan få symptomer som væskeansamling i hovedet, sår i munden, halthed, aborter og en blåfarvning af tungen hos får - deraf navnet bluetongue - blå tunge på dansk.
Sygdommen beskrives som langvarig og smertefuld, og aflivning er ifølge Fødevarestyrelsen ofte den eneste forsvarlige udvej.
I en trusselsvurdering fra Fødevarestyrelsen i september 2023 lød det, at der var "meget lav" sandsynlighed for introduktion af BTV i Danmark.
Situationen har dog ændret sig markant siden. Det skyldes, at en særlig variant af bluetongue tidligere på året ramte drøvtyggere i Tyskland, Belgien, England og Holland.
I den forbindelse vurderede Dansk Veterinær Konsortium, at sygdommen formentlig ville ramme Danmark efter tilfældene i Europa.
De seneste to udbrud betyder, at Danmark mister sin internationale status som fri for bluetongue.
Sygdommen kan blive et dyrt bekendtskab for dyreholdere. Der gives nemlig ikke erstatning for driftstab eller aflivede dyr, hvis sygdommen slår ned i en besætning
Der findes dog en vaccine, der kan gøre, at besætninger ikke bliver så hårdt ramt, hvis der konstateres tilfælde af bluetongue. Den kan ikke forhindre smitte via mitter.
De første 5000 vaccinedoser blev frigivet mandag. Det er frivilligt, om avlerne vil lade dyrene vaccinere. Landmændene skal selv betale for vaccinerne, som de køber af Statens Serum Institut.
Myndighederne har reserveret i alt 200.000 vaccinedoser til Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned