SU-reform splitter partierne

På flere universitetsuddannelser bruger Danmark flere penge på at betale SU til de studerende end på selve uddannelsen. Derfor skal der skæres i studiestøtten, siger Venstre og De Konservative, som tager udgangspunkt i en beregning fra Dansk Industri.

DI har regnet ud, at en cand.merc. får 375.689 kroner i SU i løbet af sin uddannelse, som i gennemsnit tager fem år og otte måneder at gennemføre. Samtidig er statens udgifter til den studerendes undervisning på cand.merc.-uddannelsen 276.200 kroner. Den ubalance vil V og K forsøge at mindske med en SU-reform, skriver politiken.dk.

Altimens regeringen samtidig lægger sidste hånd på sit udspil til en SU-reform, lyder det dog overraskende fra SF, at der ikke bliver nogen aftale om SU'en.

- Der kommer ikke noget forlig, siger SF's uddannelsesordfører Pernille Vigsø Bagge til Dagbladet Information.

Parterne har indtil nu hverken kunnet enes om at tage SU'en fra de hjemmeboende og overføre de frigivne midler til folkeskolen, som foreslået af regeringen, eller om at uddele gulerødder til de hurtige studerende ved at lade bankerne bidrage til finansieringen, som oppositionen ønsker. Heller ikke Venstres forslag om at tage SU'en fra udenlandske studerende vil oppositionen lægge stemmer til, selv om den del ifølge undervisningsministeren ikke når at blive en del af regeringens udspil. Og nu - altså før forhandlingerne overhovedet er kommet i gang - aflyser SF det hele.

- Grunden til, at hverken vi eller Socialdemokraterne er indkaldt til møde, er, at det slet ikke er meningen, at der skal komme et forlig ud af det her. De skal bare bruge deres oplæg til valgkamp. Der kommer ikke nogen aftale, siger uddannelsesordfører Pernille Vigsø Bagge.

/ritzau/

V og K vil skære i studiestøtten. Opposition tror ikke på, at regeringen reelt ønsker en ny reform af SU'en.

Offentliggjort Sidst opdateret