Sukkerbossen banede vej for gigantfusion
Torsdag den 28. april fylder tidligere administrerende direktør Palle Marcus 85 år. (Arkivfoto). Foto: Stine Larsen/Ritzau Scanpix
Han var en af hovedarkitekterne i gigantfusionen bag Danisco. Senere bestred han en række bestyrelsesposter. Tidligere topchef Palle Marcus fylder 85 år.
Det vakte opsigt i 1989, da tre store danske selskaber gik sammen i det, der dengang blev kaldt den største fusion i dansk erhvervsliv under navnet Danisco.
Danske Sukkerfabrikker, De Danske Spritfabrikker og handels- og industrikompagniet Danisco blev til ét selskab og en ny storspiller i dansk erhvervsliv.
Palle Marcus var som direktør i sukkerfabrikkerne en af hovedarkitekterne bag fusionen og sad som topchef i det nye Danisco frem til 1997. Siden fulgte en lang række bestyrelsesposter i toppen af dansk erhvervsliv.
Torsdag den 28. april fylder tidligere administrerende direktør Palle Marcus 85 år.
Palle Marcus var som direktør i Danisco og siden som bestyrelsesformand i Carlsberg og Coloplast med til at udvikle virksomhederne til internationale forretninger.
Han orienterede sig allerede efter handelseksamen mod udlandet med ophold i USA og Storbritannien og fik sit første job i den hollandske elektronikkoncern Philips' danske datterselskab.
Siden blev det til direktørstillinger i FDB og Incentive, inden han kom til De Danske Spritfabrikker i 1983 - først som medlem af direktionen og fra 1986 som administrerende direktør.
Her arbejdede han for fusionen, der blev en realitet i 1989.
Det indbragte ham siden en hæderspris fra Ingeniørernes Managementselskab for hans "væsentlige rolle i vision, forarbejde og gennemførelse" af fusionen.
Som chef for den sammensmeltede virksomhed gik Palle Marcus på opkøb efter svenske og østeuropæiske sukkerfabrikker.
I 1997 takkede han af som topchef i Danisco for at hellige sig bestyrelsesarbejdet.
Som formand for Coloplast var han med til at firedoble virksomhedens værdi og gøre den til en global spiller inden for udstyr til stomi-, urologi- og kontinenspatienter.
Også fra formandsstolen i Carlsberg var han med til at udføre væsentlige ekspansioner.
Bestyrelseskarrieren bød blandt andet på samlet 20 år i Novo-gruppen, 17 år i Danske Bank, 11 år i Coloplast og godt fire et halvt år i Carlsberg.
Det sidste hverv, som var i Cepos' rådgivende komité, forlod han i 2017.
Palle Marcus er i dag pensionist. Han fortalte i forbindelse med sin 80-års fødselsdag, at han lever et aktivt liv med børn og børnebørn og mange interesser, der ikke længere indbefatter erhvervslivet.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker