Sukkersyge lever op til to år længere end den øvrige befolkning, hvis de får en succesrig behandling mod deres forhøjede blodsukker. Sådan lyder de overraskende dokumenterede resultater i en ny undersøgelse fra Syddansk Universitet, skriver universitets tidsskrift Ny Viden.
Hvert år dør mellem 10.000 og 11.000 danskere af sukkersyge, og sukkersygepatienter har generelt en overdødelighed på 64 procent. Men de patienter, der får bragt deres blodsukker - det såkaldte sukkerhæmoglobin - ned på omkring syv procent ved hjælp af blandt andet insulin, kostrådgivning og motion, lever altså længere, viser forskningen.
- Til vores store forbavselse kom det frem, at behandlede type 2 sukkersygepatienter i gennemsnit lever lige så længe som den øvrige befolkning. De, som har for højt sukkerhæmoglobin, dør i gennemsnit fem år tidligere. Men renser man tallene for dem, så viser det sig, at de velbehandlede diabetikere altså lever længere end deres medborgere, siger forskningslektor Ivan Brandslund, der står bag undersøgelsen.
Brandslund har sammen med diabetolog og overlæge Cramer Christensen fra Vejle Sygehus undersøgt dødsårsag og levetid hos de knap 30.000 personer, der døde i Vejle Amt i 2000 til 2007.
De to læger er nu gået i gang med at undersøge, hvorfor det ikke er lykkedes at nedbringe sukkerhæmoglobinniveauet hos alle. Den seneste tilgængelige analyse viser, at blot 20 procent af diabetikerne er på niveauet omkring syv procent, oplyser Diabetesforeningen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned