Sundhedsplatformen er langt dyrere i drift end konkurrent
Sundhedsplatformen koster langt mere i drift og vedligeholdelse for Region Hovedstaden end konkurrenten gør for Region Midtjylland, skriver Politiken. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
It-systemet til sundhedsvæsnet i Region Hovedstaden, Sundhedsplatformen, er dyrt i drift, skriver Politiken.
Det koster fem gange mere at drive og vedligeholde Sundhedsplatformen for Region Hovedstaden, end det koster Region Midtjylland at drive og vedligeholde deres it-løsning til sundhedsvæsnet, EPJ.
Det skriver Politiken.
Ifølge Politikens oplysninger koster Sundhedsplatformen omkring 370 millioner kroner om året for Region Hovedstaden i drift og vedligeholdelse. Til sammenligning koster det Region Midtjylland 75 millioner kroner for Den Elektroniske Patientjournal, EPJ.
- Personalet kæmper stadig en kamp hver eneste dag for at producere det, de skal. Og der er stadig en mistro til systemet, fordi der har været så mange fejl og hele tiden bliver fundet flere, siger medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden Jacob Rosenberg (LA) til Ritzau.
- Når man oveni lægger, at den er så vanvittig dyr at drive, så er der for mig at se kun én løsning, og det er at vende hovedet mod Vestdanmark og se, om vi ikke kan få den løsning herover, siger han.
Avisen understreger, at priserne fra de to regioner ikke er komplet sammenlignelige. Det skyldes blandt andet, at Region Midtjylland har 1,3 millioner indbyggere, mens Region Hovedstaden har 1,8 millioner indbyggere.
Sundhedsplatformen, der er udviklet af det amerikanske firma Epic, har været meget udskældt. Ikke bare kostede indkøb og implementering 1,3 milliarder kroner. Den har også været meget svær at bruge for sundhedspersonalet.
Flere har kritiseret, at Sundhedsplatformen er udviklet til et helt andet sundhedsvæsen. Den kritiseres også for at være så tidskrævende at bruge, at den sænker effektiviteten mærkbart.
I Region Midtjylland fik man udviklet EPJ af danske Systematic. Det er forløbet noget lettere, og det har ført til overvejelser om, hvorvidt EPJ skal erstatte Sundhedsplatformen.
- Det (udgifterne til Sundhedsplatformen i Region Hovedstaden red.) er penge, der går fra behandlingen af patienterne.
- Og da der stadig er store problemer for medarbejderne, og medarbejdertilfredsheden er lav, er vi nødt til løbende at bevilge flere penge for at rette op på problemerne.
- Derfor håber jeg, at regeringen vil gribe ind, så vi kan få et fælles nationalt system i hele Danmark, siger Christoffer Buster Reinhardt (K), formand for Region Hovedstadens sundhedsudvalg, til Politiken.
Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, mener, at der er mange overvejelser at gøre, før man eventuelt beslutter at skrotte Sundhedsplatformen.
- Det er ikke et argument for Sundhedsplatformen, men hvis man giver sig til at skifte platform, går der tid, før det nye er på plads, siger han.
Sundhedsøkonomen påpeger, at det også kan koste at komme ud af kontrakten med firmaet bag Sundhedsplatformen.
Han er desuden ikke overbevist om, at det vil være en god idé at have et fælles system i hele landet.
- Så får vi monopoler, og monopoler er altid noget, man skal vogte sig over for, siger professoren.
Socialdemokratiet og Radikale Venstre i Region Hovedstaden siger dog til Politiken, at de ikke mener, at man bør overveje at udskifte Sundhedsplatformen.
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet