Sundhedsstyrelsen: Coronavaccine holder mindst et år
Det er stadig uklart, om den nye vurdering fra Sundhedsstyrelsen betyder, at varigheden af coronapasset for vaccinerede bliver forlænget fra otte måneder til ét år. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vacciner mod covid-19 holder længere end forventet, og Sundhedsstyrelsen anbefaler at forlænge coronapasset.
Færdigvaccinerede mod covid-19 er immune i mindst 12 måneder i stedet for 8 måneder, som hidtil har været antagelsen.
Det vurderer Sundhedsstyrelsen, skriver den i en pressemeddelelse.
- Sundhedsstyrelsen følger løbende immunitet efter vaccination og infektion. Vi kan se i data nu, at der er grundlag for at forlænge immuniteten til 12 måneder, siger Bolette Søborg, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen.
Det er stadig uklart, om den nye vurdering fra Sundhedsstyrelsen betyder, at varigheden af coronapasset for vaccinerede bliver forlænget fra otte måneder til ét år.
Det er dog anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen.
- Sundhedsstyrelsen anbefaler fortsat, at coronapas er gældende fra to uger efter første vaccination, og med den nuværende viden kan gyldigheden forlænges i 12 måneder, såfremt man også modtager anden vaccination, fremgår det af notat fra styrelsen.
Bolette Søborg fortæller, at den nye vurdering af immuniteten gælder for alle vaccinerne - også dem fra AstraZeneca og Johnson & Johnson, der ikke indgår i det generelle danske vaccinationsprogram.
- Det gælder bredt for vacciner, men det er også noget, vi følger løbende, siger hun.
I notatet fremgår det også, at immuniteten for personer, der tidligere har været smittet, også menes at være længere end hidtil antaget.
Ligesom for vaccinerede antog Sundhedsstyrelsen, at tidligere coronasmittede ville være immune i mindst otte måneder, efter at de var blevet raske igen.
Den nyeste forskning, skriver styrelsen, tyder imidlertid på, at beskyttelsen varer mindst 12 måneder for langt hovedparten af tidligere smittede.
Og det får Sundhedsstyrelsen til at anbefale, at varigheden af tidligere smittedes coronapas også forlænges.
- Vi anbefaler også, at coronapasset forlænges for folk, der har overstået infektion, siger Bolette Søborg.
Uanset hvad anbefalingen bliver, er det regeringens forventning, at brugen af coronapasset udfases den 1. oktober.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned