Et møde mellem medlemmer fra bestyrelsen i Gundsølille Brugsforening i Ågerup og ledelsen af SuperBest endte torsdag med, at tre ansatte fra butikken nu er fyret.
Det sker ovenpå kødskandalen som har ramt butikken, skriver Dagbladet Roskilde.
Efter mødet er butikschefen blevet opsagt med øjeblikkelig virkning, butikkens slagtermester blev bortvist allerede i mandags, og også butikkens slagtersvend er blevet bortvist.
På baggrund af tv-optagelser i DR-programmet "Kontant" og Fødevarestyrelsens kontrolrapport er SuperBests ledelse imidlertid ikke i tvivl om, at butikken klart har brudt fødevarelovgivningen.
- Vi kan naturligvis kun beklage dybt, at der ikke har været styr på håndteringen af kød. Derfor vil jeg også gerne sige undskyld - både til vores kunder i Ågerup og til vores kolleger i resten af SuperBest, som har måttet lide under vores fejltrin, siger Leif Druedahl, formand for Gundsølille Brugsforening.
Gundsølille Brugsforening har i forbindelse med sagen samtidig modtaget en skriftlig advarsel fra SuperBest, som betyder, at butikken vil blive ekskluderet, hvis der igen bliver fundet alvorlige brud på fødevarelovgivningen.
- Havde vi valgt at ekskludere butikken, så havde det med stor sandsynlighed betydet, at den sidste butik i lokalområdet måtte lukke og det vil vi ikke byde kunderne, siger administrerende direktør i SuperBest, Frank Sørensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde