Supermarkeder: Hamstringsbølgen er stilnet af
De danske supermarkeder forventer stadig mange kunder i butikken henover weekenden.
(arkivfoto) Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Supermarkedskæderne forventer stadig et højt salg hen over weekenden, men den værste hamstring har lagt sig.
Den massive hamstringsbølge, som de danske supermarkeder oplevede efter et pressemøde onsdag aften i Statsministeriet er stilnet af.
Supermarkederne beretter stadig om et højt aktivitetsniveau, der svarer til de travle højtider omkring jul og påske.
- Torsdag oplevede vi ikke hamstring, men vi havde handel som en rigtig travl juledag, siger Lars Aarup, der kommunikations- og analysechef i Coop.
- Når jeg ikke siger hamstring, så er det, fordi vi ikke oplevede, at der var en, der kørte op på parkeringspladsen med en Toyota Hiace (stor varebil) og ryddede hylderne, siger han.
Billedet er det samme i Rema 1000's butikker, hvor torsdag var den største handelsdag i dagligvarekædens historie.
Kommunikationschef i Rema 1000 Jonas Schrøder sammenligner det også med de travle højtider.
- Situationen er i butikkerne, at det står pænt her til formiddag.
- Der er absolut ikke nogen panikstemning overhovedet, og der er mad nok til alle. Det handler måske lidt om, at man ikke lige får den bøf, man havde drømt om fredag aften, siger Jonas Schrøder.
Ingen af kommunikationscheferne vil fremlægge konkrete tal på, hvor meget der er solgt varer for.
Begge regner dog med, at hamstringsbølgen er overstået. Begge forventer fortsat højt salg i den kommende tid.
- Jeg tror vi lige skal hen over en top i dag og hen over weekenden. Så har folk fyldt deres kummefryser, skabe og køleskabe, siger Lars Aarup.
- Vi forventer højt salg hen over weekenden, og så vil det falde til ro, siger Jonas Schrøder.
Begge fortæller, at deres onlinehandel, hvor man kan købe dagligvarer, har været under pres.
Det tæller dog for en meget lille del af forretningen. I Coop er alt udsolgt på deres onlineplatform.
I Rema 1000 har de en deleøkonomi-app, hvor kunderne kan handle varer for hinanden.
Her beretter Jonas Schrøder om, at der den seneste tid er tikket nogle besynderlige ordrer ind. Eksempelvis havde en kunde lagt en ordre på 40 pakker gær og 52 bananer, som blev afvist.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde