Supersize-rustvogne klar på LF til foråret
Foto: Arkivfoto. Finn Jørgensen
Arkivfoto. Finn Jørgensen
Rustvogne med plads til fire kister vil snart rulle rundt på de sjællandske landeveje på vej til "Fælleskrematoriet Sjælland og Lolland-Falster".
Til foråret vil et nyt storkrematorium være opført i udkanten af Ringsted, hvor op mod 8000 lig skal brændes årligt, skriver Kristeligt Dagblad.
Og for at lokale bedemænd ikke skal bruge tid og penge på at fragte lig til storkrematoriet - der er eksempelvis 132 kilometer fra Nakskov til Ringsted - er der planer om at bestille tre særlige Mercedes-rustvogne.
Her er der plads til fire kister og med små reoler til flere urner.
Transporten af kister har været diskuteret grundigt, fortæller Torben Hjul Andersen, provst og formand for storkrematoriets styregruppe.
- Vi har lagt meget vægt på, at transporten skal foregå værdigt og har udarbejdet etiske retningslinjer for transporten, siger han til Kristeligt Dagblad.
- Det bliver pæne, neutrale biler med særlig affjedring, så kisterne står stille hele vejen, kistepynten bliver på kisterne, og chaufførerne bliver nobelt klædt, tilføjer Torben Hjul Andersen.
Kristeligt Dagblad fortalte i torsdags, hvordan en ligtransport med 12 afdøde var stjålet i Tyskland. De 12 lig var opbevaret i en kassevogn, som holdt parkeret på en firmagrund sammen med to andre vogne med almindelige varer.
Begrundelsen for at fragte 12 lig sammen var, at de såkaldte billig-bisættelser har haft en voldsom popularitetsvækst i Tyskland.
- Det er slet ikke værdigt, at man lader en bil med lig holde på en parkeringsplads. Selvfølgelig skal afdøde behandles med den respekt, der kræves, siger Torben Hjul Andersen.
Han garanterer, at fire afdøde er det maksimale antal, som det nye storkrematorium vil transportere.
"Fælleskrematoriet Sjælland og Lolland-Falster" skal afløse de nuværende krematorier i Slagelse, Holbæk, Roskilde, Helsingør, Køge, Næstved, Nykøbing Falster og Nakskov på grund af økonomiske og miljømæssige fordele.
Det nye storkrematorium, som tegnes af Henning Larsen Arkitekter, er det første af sin slags i Danmark, og der er ikke umiddelbart planer om flere.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker