Surrend kræver minimum 50.000 kroner

Kunstnergruppen Surrend agter at kræve en erstatning på mellem 50.000 og 100.000 kroner, fordi gruppen har fået aflyst sin meget omdiskuterede plakatudstilling i Den Gamle By i Århus.

Det oplyser kunstnergruppens advokat Tyge Trier, mens modpartens advokat Steffen Ebdrup siger, at Den Gamle by ikke vil betale en krone.

Surrend oplyste i weekenden, at stævningen var udtaget mod Den Gamle By, fordi plakatudstillingen med blandt andet en sexplakat med kongelige medvirkende er blevet aflyst.

Men i Den Gamle By venter man stadig på stævningen, og museumsdirektør Thomas Bloch Ravn siger, at den manglende stævning er endnu et eksempel på, at kunstnergruppen ikke er til at stole på under nogen omstændigheder.

- Samtidig er jeg skuffet over, at store dele af de såkaldt seriøse dele af pressen lader kunstnergruppen få fri taletid. Det er rystende for tilliden til pressen, siger Thomas Bloch Ravn.

Surrend-advokat Tyge Trier siger, at der endnu ikke er udtaget stævning, og at der arbejdes på at indgå et forlig.

- I modsat fald kræves erstatning på mellem 50.000 og 100.000 kroner. Ikke for at få fortjeneste, men for at dække trykkeudgifter, telefonudgifter m.v., siger Tyge Trier.

Han hævder, at han seks gange forgæves har forsøgt at komme i kontakt med Den Gamle Bys advokat Steffen Ebdrup.

Ebdrup siger til Ritzau, at han vil afvente stævningen.

- Men Den Gamle By skal ikke betale noget som helst. Misligholdelsen af aftalen ligger på den anden side, siger han.

Thomas Bloch Ravn er heller ikke indstillet på at betale for den aflyste udstilling.

- Vi har også haft udgifter efter aflysningen. Nu må vi se, hvad der sker. Men vi har den holdning, at vi ikke kan stole på Surrend overhovedet, siger museumsdirektøren.

/ritzau/

Kunstnergruppe vil have mellem 50.000 og 100.000 kroner i erstatning efter aflysning af plakatudstilling i Den Gamle By.

Offentliggjort Sidst opdateret