Svært at bryde med druk i gymnasiet
Gymnasier indgår fælles aftale om alkohol til fester. Det betyder nej til shots og andet alkohol med en høj procent. I stedet kan eleverne købe øl og ved særlige lejligheder vin. (Arkivfoto) Foto: Rasmus Baaner/Ritzau Scanpix
Rasmus Baaner/Ritzau Scanpix
Gymnasier har fælles regler for alkohol, men kun halvdelen oplever, at de virker. Forældre bør bakke mere op.
I disse dage begynder elever på landets gymnasier i skole efter sommerferien.
Det er ikke bare lig med nye lærere og kammerater, men også med introfester og alkohol.
33 gymnasier forsøger med et fælles kodeks at dæmme op for indtaget af alkohol ved skolernes sociale arrangementer.
Men det er lettere sagt end gjort.
En ny undersøgelse fra interesseorganisationen Alkohol & Samfund viser, at det kun er halvdelen af de medvirkende gymnasier, der mærker en tydelig forskel.
Direktør i Alkohol & Samfund Peter Konow forklarer, at det især skyldes, at gymnasierne kun kan kontrollere, hvor meget der bliver drukket på skolen.
- Derimod kan det være svært for gymnasierne at få hånd om det store alkoholindtag til forfesterne, siger han.
Alligevel er han optimist på de unges vegne.
- Gymnasierne har virkelig flyttet sig og tager ansvar for, hvordan alkohol skal indgå i skolernes arrangementer ved at nedskrive deres alkoholpolitik, siger Peter Konow.
Gymnasierne i Aalborg var i 2013 de første, der indførte et fælles kodeks.
På Aalborghus Gymnasium betyder det, at eleverne kun kan købe øl og cider til festerne.
Og det har en effekt.
- Det er meget få, der kommer berusede, og blandt 1. g'erne er det stort set ingen.
- Tidligere var der mange, som fik deres alkoholdebut til en fest på gymnasiet, siger Torben Poulsen, rektor på Aalborghus Gymnasium.
Gymnasiet forsøger allerede i optagelsesbrevet at få forældrene til at tage ansvar for forfesterne.
På Københavns Universitet er lektor og forsker i unges alkoholvaner Jakob Demant sikker på, at danske unges alkoholforbrug kan nedbringes med fælles regler.
- Der er ingen tvivl om, at fælles kodeks er en del af løsningen, men det løser ikke det hele.
- Hvis forældrene ikke bakker op, så underminerer forældrene kodekset, siger han.
For nylig viste en rapport fra Vidensrådet for Forebyggelse, at unges forbrug af alkohol for alvor tager fart, når de skifter fra grundskolen til en ungdomsuddannelse.
De drikker i langt større mængder og med det formål at blive fulde.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde