Det mangeårige medlem af folketinget og tidligere formand for Socialdemokratiet og miljøminister Svend Auken er død.
Svend Auken er død efter længere tids sygdom, oplyser Socialdemokraterne. Han blev 66 år gammel.
Den tidligere miljøminister fik konstateret prostatakræft i 2004. Efter tilsyneladende at have fået slået kræften ned, vendte den frygtede sygdom tilbage i 2007, og han havde forlængst erkendt, at han led af en uhelbredelig sygdom, der kun blev værre og værre.
Svend Auken blev hasteindlagt på Rigshospitalet den 8. juli efter et fald i sit sommerhus i Vejby i Nordsjælland, hvor han slog hovedet.
Inden sin død nåede Socialdemokraternes nestor 38 år i Folketinget og flere ministerposter. Han blev partiformand og derefter væltet af sine egne i et dramatisk opgør med den senere statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Han fik efterfølgende en hel fløj i partiet opkaldt efter sig og blev af mange socialdemokrater betragtet som den bedste statsminister, Danmark aldrig fik.
Allerede som 28-årig kom han i Folketinget ved valget i 1971. Fire år senere blev han næstformand for partiet, og da tidligere statsminister Anker Jørgensen gik af i efteråret 1987, trådte Auken frem som formand for Socialdemokraterne. Partiet rådede på det tidspunkt over 55 mandater i Folketinget. Med Auken ved roret gik Socialdemokraterne frem til 69 mandater ved valget tre år senere, og Svend Auken fik flest personlige stemmer blandt alle kandidaterne. Det var det bedste valg for partiet nogensinde.
Den tidligere S-formand efterlader sig fire børn og sin kone Anne Wivel.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker