Svend Auken indlagt på Rigshospitalet

Svend Auken blev onsdag aften indlagt på Rigshospitalet efter en faldulykke i sit sommerhus. Familien bekræfter indlæggelsen, men ved ikke om det er alvorligt. Den kræftramte Svend Auken (S) faldt onsdag aften i sit sommerhus og slog sit hoved så alvorligt, at han nu er indlagt på Rigshospitalet.
 
Det bekræfter Svend Aukens ældste søn David Auken over for B.T. Han ved dog ikke, om det er alvorligt. - Det er korrekt, han er blevet indlagt, men det har intet med hans kræftsygdom at gøre. Vi ved simpelt hen ikke på nuværende tidspunkt, om det er alvorligt eller ej. Nærmere kan jeg ikke komme det lige nu, siger David Auken til bt.dk. Ifølge ekstrabladet.dk faldt Svend Auken om, mens han var inde i huset i Vejby.
 
Kort efter blev der tilkaldt en læge, som straks tilkaldte en ambulance. Ifølge avisens oplysninger blev Svend Auken i første omgang kørt til Hillerød Sygehus. Her blev det efterfølgende konstateret, at eksperter skulle tilse politikeren - og han blev kørt med udrykning til Rigshospitalet i København.
 
David Auken kan ikke bekræfte oplysninger om, at den socialdemokratiske kæmpe skulle have slået sig alvorligt ved faldet i sommerhuset. Svend Auken har i flere år været syg af prostatakræft, og han har forlængst erkendt, at han lider af en uhelbredelig sygdom, der bliver værre og værre. /ritzau/




Svand Auken faldt i sit sommerhus i Vejby.

Offentliggjort Sidst opdateret