Den kendte læge Vibeke Manniche skal ikke længere arbejde for Svendborg Kommune. Efter at have fungeret som lægekonsulent i sager om førtidspension er Manniche blevet fyret af kommunen. Det skriver Fyns Amts Avis.
Fyringen kommer efter længere tids kritik af Manniches arbejde for kommunen, hvor hun blandt andet har givet udtalelser i sager, om borgere, der gerne vil have førtidspension eller fleksjob.
Kritikken har især været fremført i den nu lukkede svendborgsnetavis.dk, hvor Manniche har fået øgenavnet "Doktor Arbejde".
Forklaringen på fyringen skal dog også findes i, at Vibeke Manniche bor i Nordsjælland, forklarer formanden for Arbejdsmarkedsudvalget i Svendborg til Fyns Amts Avis.
- Samarbejdet med Vibeke Manniche har ikke været godt nok, og den fysiske afstand mellem hende og Svendborg Kommune og hendes bopæl er i vores øjne også et problem, siger Grete Schødts til avisen.
Hun tilføjer, at det i et stykke tid har stået klart for politikerne, at de ikke kunne sidde kritikken af Vibeke Manniche overhørig.
Manniche selv, mener, hun har været udsat for chikane fra netavisens redaktør, Frede Jakobsen.
- Der har i den senere tid været en modbydelig ånd i forhold til mine opgaver i Svendborg Kommune. Der er blevet ført chikane mod mig i en ondskabsfuld ånd, siger hun til avisen.
Hun er skuffet over, at kommunen ikke har beskyttet hende - som ansat ved kommunen - mod angrebene og mener, hun er blevet gjort til syndebuk, selv om hun blot har gjort det arbejde, hun er blevet bedt om for kommunen.
Kommunen vil opslå den ledige stilling eller undersøge, om den kan indgå et samarbejde med Nyborg Kommune.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker