Svensk regering anbefales at genindføre værnepligt
I Sverige anbefales regeringen at genindføre værnepligten for at udrydde en udbredt personalemangel. Foto: Polfoto/Magnus Holm
Polfoto/Magnus Holm
Det svenske militær mangler desperat personale. Derfor anbefaler ekspertudvalg at genindføre værnepligten.
Det svenske militær mangler soldater. Det mangler officerer. Det mangler generelt personale. Det konkluderer en rapport, som den svenske forsvarsminister, Peter Hultqvist, modtager torsdag.
Derfor anbefaler udvalget bag rapporten, at Sverige genindfører værnepligten. Det skriver det svenske nyhedsbureau TT, der har set rapportens indhold.
På forhånd melder den socialdemokratiske forsvarsminister sig positivt indstillet over for forslaget.
Sverige afskaffede værnepligten i 2010. Efter 109 år med generel mønstring gik det svenske forsvar over til frivillig rekruttering. Håbet var at skaffe 4000 nye ansigter hvert år. Men i gennemsnit har forsvaret kun rekrutteret 1502 personer om året.
Ifølge avisen Dagens Nyheter mangler militæret nu 7400 personer.
Rapportens forslag er, at man begynder at afholde session i juli 2017. De første rekrutter skal så møde 1. januar 2018. Svenske unge født i 1999 og 2000 vil i så fald blive de første, der skal aftjene værnepligt igen.
Både unge kvinder og mænd bør ifølge rapporten kaldes ind til tjeneste. Det betyder dog ikke, at der bør være lige mange. Forsvaret vil også stadig forsøge at rekruttere ad frivillighedens vej.
Beslutningen om at genindføre værnepligten behøver ikke et flertal i det svenske parlament, Riksdagen. Da værnepligten i sin tid blev afskaffet, blev den rent teknisk kun suspenderet. Regeringen kan derfor selv beslutte igen at indkalde til session.
- Jeg håber at få bred opbakning til forslaget, selv om regeringen råder over muligheden for at aktivere værnepligten igen, siger forsvarsministeren.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker