Svensk talent sparkede døren ind til Hollywood

Lena Olin på scenen i Stockholm i Sverige i 2021 i forbindelse med et arrangement, der fejrede årets nobelprismodtagere. Den svenske skuespiller har boet i New York siden 1995, men besøger regelmæssigt sit hjemland. Foto: Anders Wiklund/Ritzau Scanpix

Trods et barndomshjem fyldt med skuespillere og en tidlig anerkendelse af hendes talent var svenske Lena Olins ungdom ikke let. Den 22. marts bliver hun 70 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Skandinavien kan bryste sig af en håndfuld store skuespillere, som har formået at slå igennem i Hollywood i en sådan grad, at også amerikanere hviner, når de hører deres navne.

Sådan en er svenske Lena Olin.

Skuespilleren fra Stockholm fik sit internationale gennembrud i instruktør Philip Kaufmans filmatisering af Milan Kunderas roman "Tilværelsens ulidelige lethed" i 1988.

Og i 1995 rykkede hun over Atlanten og slog sig ned i New York.

Inden da havde hun allerede skabt sig en karriere i hjemlandet - hvilket på sin vis lå i kortene.

Hendes forældre, Stig Olin og Britta Holmberg, var blandt Sveriges bedste skuespillere, og barndomshjemmet var fyldt med folk fra branchen.

Som 19-årig blev hun optaget på Sceneskolen Stockholm, og filminstruktøren Ingmar Bergman, der var ven af Lenas forældre, valgte hende til flere roller.

Han skrev også hendes debuthovedrolle i tv-filmen "Efter repetitionen" fra 1984 specielt til hende.

Men trods strålende talent og tidlig succes var livet ikke altid let.

Lena Olin, der som ung blev nummer to i skønhedskonkurrencen Miss Sweden, har åbent fortalt om sin kamp mod en spiseforstyrrelse og om et destruktivt forhold til skuespiller Örjan Ramberg, som er far til hendes ældste barn, sønnen Auguste.

Ungdommens udfordringer har dog givet den livsmodne Olin en særlig styrke.

Selv om hun i årtier er blevet refereret til som et "sexobjekt" af verdens medier, ser hun sig selv som langt mere end sit ydre. Det forklarede hun i 2022 ifølge det svenske medie Expressen.

- Jeg har aldrig følt mig nøgen i nøgenheden, i at folk har set mig i en rolle i en film, lød det dengang.

I 1990 mødte Lena Olin sin nuværende mand, svenskeren Lasse Hallström, der ligesom hende var rejst over Atlanten.

Parret blev gift fire år senere og har været sammen siden både privat og professionelt.

Olin og Hallström har arbejdet foran og bagved filmkameraet i "Chocolat" fra 2000, hvor hun i en lille rolle som Josephine Muscat spiller sammen med Johnny Depp og Juliette Binoche.

Senest har Olin i 2024 medvirket i det historiske drama "One Life", ligesom hun spiller hovedrollen i tv-serien "The Darkness".

Parret bor i Bedford, som er en forstad til New York, og har sammen datteren Tora.

/ritzau/