Sverige sender skib med sonarudstyr til Bornholm
Et stort svensk skib er blevet sendt til farvandet omkring Bornholm, hvor der har været gaslæk.
Den svenske flådes fysisk største skib "Belos" er sejlet til området, hvor der i sidste uge opstod lækager på gasledningerne Nord Stream 1 og Nord Stream 2.
Det viser overvågningstjenesten vesselfinder.com ifølge Jyllands-Posten.
Avisen skriver, at "Belos" er et ubådsredningsskib. Det er et skib, som råder over udstyr, der kan bruges til at besigtige skaderne på Nord Stream-gasledningerne.
Der er blandt andet en kran og undervandsfartøjer med kameraer og sonarudstyr på skibet.
Den danske flåde er også massivt til stede. Fregatten "Absalon" og fregatten "Esbern Snare" er i farvandet omkring Bornholm.
Tyskland har også sendt dykkertræningsskibet "Baltrum" til området, skriver Jyllands-Posten.
De to gasledninger stoppede med at lække gas i weekenden.
Onsdag i sidste uge var det Energistyrelsens forventning, at man kunne påbegynde undersøgelserne af gasledningerne i løbet af denne uge.
Det er uvist, hvorvidt det fortsat er planen.
Fra dansk side er det Københavns Politi, som står for efterforskningen. I Sverige er det sikkerhedspolitiet Säpo.
Københavns Politi ønsker mandag morgen ikke at oplyse yderligere om de forestående undersøgelser af lækagerne til Jyllands-Posten.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned