Sydafrikas ambassadør i Danmark og datter af Mandela er død
Zindzi Mandela, Nelson Mandelas datter, har siden 2015 været Sydafrikas ambassadør i Danmark. Hun er tidligt mandag morgen død på et hospital i Johannesburg. (Arkivfoto). Foto: Uffe Weng/Ritzau Scanpix
Uffe Weng/Ritzau Scanpix
Zindziswa Mandela, datter af tidligere præsident Nelson Mandela, var indtil sin død ambassadør i Danmark.
Sydafrikas ambassadør i Danmark, Zindziswa "Zindzi" Mandela, er død. Hun blev 59 år gammel.
Det skriver nyhedsbureauet AP på sin hjemmeside.
Zindzi Mandela var datter af Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela og Winnie Mandela.
Forældrene var begge fremtrædende figurer under kampen mod det hvide apartheidstyre i Sydafrika.
Ifølge sydafrikanske medier er Zindzi Mandela tidligt mandag morgen død på et hospital i Johannesburg. Det er ikke oplyst, hvad der er dødsårsagen.
Zindzi Mandela efterlader sig sin mand og fire børn, skriver AP.
Hun gjorde sig internationalt bemærket i 1985. Dengang tilbød den hvide regering i Sydafrika at løslade Nelson Mandela fra fængsel, hvis han fordømte den vold, som bevægelsen mod apartheid havde begået.
Nelson Mandela afslog tilbuddet i et brev, som Zindzi Mandela læste højt ved et offentligt møde, som blev transmitteret over hele verden.
I 2015 tiltrådte Zindzi Mandela som ambassadør i Danmark.
Hun er den anden af Nelson Mandelas døtre, der har gjort diplomatisk karriere. Zenani Mandela-Dlamini blev i 2012 udpeget til Sydafrikas ambassadør i Argentina.
Zindzi Mandela gjorde sig ifølge B.T. uheldigt bemærket som ambassadør, da hun sidste år skrev på Twitter, at det var på tide, at de sorte sydafrikanere tog deres land tilbage.
Det medførte, at hun blev irettesat af Sydafrikas minister for internationale relationer, som mindede hende om hendes ansvar som repræsentant for Sydafrikas præsident.
Zindzi Mandela var et af de familiemedlemmer, der oftest udtalte sig om faderens tilstand i tiden op til hans død.
Nelson Mandela døde i en alder af 95 år i 2013. Winnie Mandela døde i 2018 som 81-årig.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker