Sydvestenvind gør det fortsat farligt at bade ved vestkysten
Det er ved Henne Strand, at de to kystlivreddere Line Andersen og Marcus Haslev har været på arbejde denne uge. (Arkivfoto). Foto: Tim Brakemeier/Ritzau Scanpix
På trods af to kystlivredderes anbefaling til tre badende gæster, valgte gæsterne alligevel at gå i vandet.
Det kan stadig være farligt at bade ved vestkysten på grund af stærk strøm og revlehuller.
Det fortæller kystlivredningschef i Trygfondens Kystlivredning Anders Myrhøj søndag til Ritzau.
Ved Henne Strand i Sydvestjylland har kystlivredderne Line Andersen og Marcus Haslev sat de røde flag op.
Det betyder, at det stærkt frarådes at bade.
Klokken kvart i ti fortalte kystlivredderne til Ritzau, at trods de røde flag samt en mundtlig anbefaling om at lade være, var der tre badende gæster på stranden.
- Lige nu, når de hopper i, kan de hurtigt blive overrasket over, hvor langt de er drevet på kort tid. Godt nok ned af stranden, men de kan risikere at mødes med et revlehul, der kan trække dem ud.
- Med den sydvestenvind, vi oplever, og som er rigtig stærk i dag, så er revlehullerne endnu stærkere. Når der kommer så meget vand ind, skal vandet også ud igen, siger Line Andersen.
Et revlehul er også det, man kalder et hestehul. Det er en fordybning i strandens revler, hvor der kan være udadgående strøm, der fører vandet tilbage ud i havet.
Selv om tre badegæster altså ikke fulgte anbefalingen, oplever både kystlivredningschefen og de to kystlivreddere, at folk er meget opmærksomme på badesikkerheden.
- Det er vores indtryk, at flere søger ned og lader sig vejlede af vores livreddere i forhold til at gå i vandet og i forhold til, hvilke aktiviteter, der passer til de forhold, man er på vej ud i.
- Det synes vi er en rigtig positiv udvikling, siger Anders Myrhøj.
De to kystlivreddere ved Henne Strand har i løbet af deres arbejdsuge haft travlt.
- Vi har haft to alvorlige situationer, hvor personerne i vandet ikke selv har været i stand til at komme ind igen, og vi har været nødt til at hente dem, siger Marcus Haslev.
I sådan en situation benyttes der særlige boards, som kystlivredderne svømmer ud med for at hente folk ind.
Torsdag og fredag er i alt tre personer omkommet i drukneulykker ved vestkysten.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker