Syge og tilskadekomne grise blev svigtet i hver femte stald
Pasning og pleje af syge og tilskadekomne grise er stadig en udfordring for griseproducenterne. (Arkivfoto). Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Hver femte besætning havde ikke styr på håndtering af syge og tilskadekomne grise i styrelses kontrol.
Syge og tilskadekomne grise skal have tilstrækkelig beskyttelse mod smerte, lidelse, angst og mén.
Men i hver femte besætning var der ikke styr på håndteringen af grise, der på den ene eller anden vis var syge eller tilskadekomne.
Det viser det endelige resultat af en stikprøvekontrol, som Fødevarestyrelsen foretog fra februar til september 2024, skriver styrelsen i en pressemeddelelse fredag.
Der blev i alt foretaget kontrol af 400 grise- og sobesætninger i landet, hvor 20 procent af besøgene udløste en sanktion fra styrelsen.
Enhedschef i styrelsen Christina Rughede siger i meddelelsen, at det for nogle kan være svære at se, hvornår et svækket dyr skal i sygeboks, eller hvornår et sygt dyr skal aflives.
- Men når 20 procent af besætningerne får sanktioner, er der behov for større opmærksomhed. Det generelle billede er, at for mange besætningsansvarlige ikke er hurtige og konsekvente nok, når der er tegn på, at dyrene er syge eller har skader, siger hun.
Ved styrelsens forrige kontrol i 2021 og 2022 var det også godt 20 procent af landmændene, der ikke levede op til reglerne.
Styrelsen indgav 12 politianmeldelser i forbindelse med kontrollen. Derudover indskærpede styrelsen krav over for en række besætningsansvarlige i forbindelse med besøgene.
Det er særligt i store besætninger med over 1000 eller 1500 grise, der har dumpet styrelsens kontrol.
Dermed tegner der sig et billede af, at et stort antal dyr gør det særligt udfordrende at sikre korrekt håndtering og tilsyn i staldene.
- Store besætninger er mere komplekse, og vi ser, at de hyppigere har udfordringer med at holde styr på alle opgaver og processer, siger Christina Rughede.
Fødevarestyrelsen anbefaler besætningsejere at styrke indsatsen over for medarbejdere.
Det vil sige, at der skal være større fokus på at sikre medarbejderne uddannelse og "let tilgængelig information" om korrekt håndtering af syge og tilskadekomne dyr.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker