Sygeplejerske får første vaccine i Nordjyllands sundhedsvæsen
Første coronavaccination af frontpersonale i Region Nordjylland skal foregå på Aalborg Universitetshospital. (Arkivfoto.) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Halvanden time efter første stik i Danmark bliver en kvindelig sygeplejerske vaccineret i Region Nordjylland.
I Region Nordjylland begynder man at vaccinere de første fra frontpersonalet i sundhedsvæsenet mod coronavirus den 27. december klokken 10.30.
Det skriver regionen i en pressemeddelelse.
Den kvindelige sygeplejerske Elna Vinther Sørensen vil være den første fra frontpersonalet i regionen, der bliver vaccineret. Det sker, halvanden time efter de første vaccinestik er givet i Danmark.
Hun har arbejdet på Aalborg Universitetshospital gennem 27 år, og lige nu er hun på Infektionsmedicinsk Afdeling med covid-19-patienter.
Vaccinationerne af frontpersonale vil ske på Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland i Hjørring.
I løbet af næste uge vil de første fra hospitalet i Thisted også blive vaccineret.
De første doser af coronavaccine ankommer til Danmark den 26. december.
Her ankommer i alt 9750 doser i første omgang, der derefter sendes ud til regionerne.
Ugen efter ventes der at blive leveret tæt på 40.000 doser, mens der i ugerne efter vil komme knap 48.000 doser om ugen.
Den 27. december klokken 09 om morgenen begynder de første danske vaccinationer, hvor fem plejehjem i regionerne er udvalgt til at være de første.
Her vil de første stik blive givet simultant til plejehjemsbeboere.
Plejehjemmene er Kærbo i Ishøj, Blomstergården i Slagelse, Birkebo i Aalborg, Ankersgade I Aarhus og Ældrecenter Øst i Odense.
Den første levering af vaccinen skal bruges på plejehjemsbeboere, udvalgt personale i sundhedsvæsenet og særligt sårbare personer over 65 år.
Alle skal vaccineres to gange med vaccinen fra Pfizer og BioNTech, der er den første godkendte coronavaccine i EU.
Det skal ske med et mellemrum på tre til fire uger.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde