Sygeplejersker stormer til omstridt klinik

Op mod 70 sygeplejersker har søgt om at arbejde som frivillige på Røde Kors´ sundhedsklinik for udlændinge uden opholdstilladelse.

Der har ikke været nogen officiel jobannonce til klinikken, som åbner onsdag i næste uge.

Alligevel har omkring 70 sygeplejersker selv taget kontakt til Røde Kors for at få lov at arbejde frivilligt. Det skriver Dansk Sygeplejeråds fagblad Sygeplejersken.

Klinikken ligger på Vesterbro i København. Den har været genstand for stor debat, fordi de potentielle patienter opholder sig ulovligt i landet.

Flere politikere har sagt, at politiet skal pågribe udlændingene ved klinikken. Men det har ikke skræmt sygeplejersker for at søge job på klinikken.

- De seneste dage har jeg været begravet i mails og telefonopkald. Det er helt forrygende, men for mange til, at alle kan få jobbet, siger Vibeke Lenskjold fra Røde Kors og leder af sundhedsklinikken .

I starten er der brug for 16-18 sygeplejersker på skift de to dage om ugen, klinikken har åbent. I øjeblikket afholdes der jobsamtaler. Især særligt erfarne sygeplejersker får chancen.

- Vi ser en del modne damer, om man så må sige. Det er typisk sygeplejersker over 50 år, som tidligere har prøvet at være i brændpunkter og som har en personlig robusthed, siger Vibeke Lenskjold.

Dansk Sygeplejeråd, som repræsenterer cirka 70.000 sygeplejersker, støtter også op om Røde Kors´ sundhedsklinik for udlændinge uden opholdstilladelse.

Formand Grete Christensen opfordrer politikerne på Christiansborg til at sikre arbejdsro om de læger, sygeplejersker og andre, der vælger at arbejde på sundhedsklinikken.

- Det vil være dybt uacceptabelt, hvis patienterne skal frygte, at politiet står klar til at pågribe dem udenfor klinikken, siger hun.

/ritzau/

Sygeplejerskerne står i kø for at arbejde gratis på den omstridte klinik for udlændinge uden opholdstilladelse

Offentliggjort Sidst opdateret