Sygeplejersker vil alligevel have fryns

Sygeplejerskernes fagforening, Dansk Sygeplejeråd, siger nu ja til, at sygeplejersker kan få skattefri computere, klippekort, aviser eller fitnesskort gennem deres arbejde.

Det skriver bupl.dk

Beslutningen blev truffet på et hovedbestyrelsesmøde i Dansk Sygeplejeråd i tirsdags og betyder, at sygeplejersker nu vil kunne få del i de personalegoder, kommuner og regioner tilbyder ved, at de bliver trukket i lønnen, inden der betales skat.

Ifølge Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, skyldes den nye holdning, at en række lokale aftaler om personalegoder ellers var i risiko for at blive opsagt.

- Men selv om vi nu siger ja, så er det stadig vigtigt for os at understrege, at det ikke fritager arbejdsgiveren for ansvar for at levere de nødvendige arbejdsredskaber.

-Og det må heller ikke kunne bruges til at betale for personalegoder som allerede findes - for eksempel en frugtordning på en arbejdsplads, siger Grete Christensen til Ritzau.

Hun understreger samtidig, at det fortsat vil være op til en lokal forhandling at finde en aftale om personalegoder til landets sygeplejersker.

I alt sagde 11 faglige organisationer sidste sommer nej tak til skattebetalt fryns, mens 42 organisationer sagde ja til en aftale om personalegoder, blandt andre FOA, der organiserer pædagogmedhjælpere og sosu-personale.

Sygeplejerskenes ændrede kurs kan også få betydning for pædagogerne. Fryns er nemlig også på dagsordenen på Bupls næste hovedbestyrelsesmøde i slutningen af denne måned.

- Det er klart, at hvis pædagogerne pludselig er de eneste, der ikke har mulighed for at få del i ordninger om personalegoder, så er det svært at fastholde et nej bare for princippets skyld, siger Bupls formand, Henning Pedersen, til fagforbundets hjemmeside.

/ritzau/

Dansk Sygeplejeråd vil alligevel sige ja til kommunal fryns. Pædagogerne overvejer, om de skal gøre det samme.

Offentliggjort Sidst opdateret