Tætpakket slotsplads hylder Margrethe

"Juuhuu dronning, tillykke med dagen". Tusindvis af blafrende dannebrogsflag prydede billedet, da dronningen trådte frem på Amalienborgs balkon for at lade sig hylde på sin 70-års fødselsdag.

Sammen med prins Henrik, kronprinsparret, prins Joachim og prinsesse Marie samt sine fem børnebørn vinkede dronningen i en dybblå kjole livligt til folket. Hele tre gange kom regenten og resten af den royale familie ud på balkonen for at hilse på alle de fremmødte.

Dronningens musikalske morgenvækning blev gentaget, da Livgardens musikkorps stod klar på Amalienborg Slotsplads og spillede humøret op blandt de fremmødte. De kunne blandt andet synge med på melodierne til kongesangen "Kong Christian stod ved højen mast" og den meget passende sang "Happy birthday to you".

Gennem hele formiddagen er folk strømmet til Amalienborg slotplads for at få et blik af dronningen på balkonen. Interessen har været så stor, at politet til sidst ikke tillod folk at stå foran Amalienborg Slot. De blev i stedet henvist til at tage plads ud i siden.

Personer fra Den Republikanske Grundlovsbevægelse har tidligere varslet en demonstration i forbindelse med dronningens tilstedeværelse på balkonen. Demonstranterne og deres banner er dog blevet nægtet adgang af Københavns Politi med argumentet om, at "der kan opstå konflikter".

Efter dronningens optræden på balkonen sætter hun sig sammen med prins Henrik i en karet, der skal bringe dem gennem det centrale København. De vil blandt andet lægge vejen forbi Københavns Rådhus, hvor dronningen vil modtage sin fødselsdagsgave fra Københavns Kommunes.

/ritzau/

Tusindvis af dannebrogsflag vinkede til dronningen, da hun viste sig på Amalienborgs balkon.

Offentliggjort Sidst opdateret