Tal for tosprogede bekymrer lærerformand

I København er andelen af unge med etnisk minoritetsbaggrund, der har gennemført eller er i gang med en ungdomsuddannelse, faldet med 3,6 procentpoint til godt 80 ud af 100 børn, viser tal fra Københavns Kommune ifølge Politiken.

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, frygter, at vi fremover kommer til at se lignende tal fra andre dele af landet.

- Det er naivt at forestille sig, at man kan nedlægge otte procent af lærerstillingerne i folkeskolen og spare 1,2 milliarder kroner, uden det får negative konsekvenser for elevernes resultater og uddannelse, siger han til Ritzau og tilføjer:

- Besparelser på folkeskolen rammer især de elever, der har særlige behov, derfor bliver tosprogede ramt i større udstrækning end danske elever.

Anders Bondo Christensen opfordrer politikerne til at tage tallene fra København som et alvorligt advarselstegn.

- Jeg er lige kommet hjem fra en international skolekonference i New York med de 23 bedst præsterende skolevæsner fra hele verden. Budskabet fra alle internationale eksperter er meget klart:

- Grundskolen er et investeringsområde og ikke et udgifts- eller spareområde. Derfor er det lidt frustrerende at komme hjem til sådan nogle tal i Danmark, siger Anders Bondo Christensen.

At det er Københavns Kommune, der kan fortælle om tilbagegang, er ifølge Bondo ekstra alarmerende, da netop Københavns Kommune har gjort en stor indsats for at give de tosprogede så god en start som muligt.

- Det ser ud til, at den gode indsats i København nu bliver opvejet negativt af den kraftige reduktion i lærerstaben, siger han.

/ritzau/

De første alvorlige konsekvenser af de seneste års massive besparelser på folkeskoleområdet begynder måske nu at vise sig.

Offentliggjort Sidst opdateret