Millioner af internationale støttekroner ventes om kort tid at rulle ud i Afghanistans mange provinser. Målet er at lokke tusindvis af afghanere væk fra det Taliban-ledede oprør mod kontant betaling eller et nyt job.
Lige nu befinder der sig omkring 800 millioner kroner til projektet i en fond, og den venter bare på at blive udbetalt. Tirsdag rejser udenrigsminister Lene Espersen (K) til Kabul for sammen med udenrigsministre fra mere end 50 lande at godkende retningslinjerne for, hvordan millionerne skal udbetales.
Det sker på den første store internationale konference, som præsident Karzai holder i landets hovedstad. Blandt deltagerne er USA's udenrigsminister Hillary Clinton og FN's generalsekretær Ban Ki-moon, der er medvært ved konferencen.
Ifølge den britiske avis The Independent on Sunday ventes landene på konferencen at blive enige om at udvide fonden til 4,5 milliarder kroner, som skal bruges over fem år. Målet er at reintegrere 36.000 oprørere i 22 af landets 34 provinser, fremgår det ifølge avisen af et udkast til et slutdokument for konferencen.
Som udgangspunkt er det de afghanske myndigheder, der på helt lokalt niveau selv skal finde ud af, hvordan pengene bedst bruges til at lokke lokale oprørere over på regeringens side.
Det er dog alt for optimistisk at tro, at projektet afgørende vil svække Taliban, vurderer Afghanistan-ekspert Peter Dahl Thruelsen fra Forsvarsakademiet.
- Der er nogle oprørere, som er ved at få nok af krigen. Og når man først har overbevist nogle, vil flere landsbyer og oprørskommandanter se et skifte som en mulighed. Men vi får ikke en dominoeffekt som i Irak, hvor tusinder skifter side, siger Peter Dahl Thruelsen.
I begyndelsen af juni måned afviste en talsmand for Taliban, at bevægelsen har planer om at forhandle med Nato. Og den kontante udmelding er ikke bare et pr-nummer. Talibans ledelse føler nemlig ikke, at man er ved at tabe krigen til de internationale styrker, siger Peter Dahl Thruelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker