Tand- og øjenlæger hjælper med at teste for coronavirus
Åse Bengård Andersen er ledende overlæge på Rigshospitalet, der har sat endnu et podetelt op for at kunne teste flere for coronavirus. Hospitalet har blandt andet bedt øjenlæger, tandlæger og tandplejere om hjælp til at teste de mange patienter. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
For at kunne teste flere for coronavirus har Rigshospitalet indkaldt øjen- og tandlæger til at hjælpe.
Flere skal testes for coronavirus, herunder personer med lette symptomer på sygdom samt ansatte i plejesektoren.
Sådan har det lydt de seneste dage fra sundhedsmyndighederne, og Rigshospitalet forsøger at skrue op for testniveauet den kommende tid.
Det fortæller overlæge Åse Bengård Andersen på et pressemøde torsdag eftermiddag.
- Vi har været i gang i nogle uger og har allerede testet omkring 3500 patienter. Nu prøver vi at skalere op, så hurtigt vi overhovedet kan, siger hun.
Blandt tiltagene, der skal sikre, at flere kan blive tjekket, er nye såkaldte podetelte, som Rigshospitalet har sat op. Her er det meningen, at en række personer skal testes for coronavirus.
Desuden har Rigshospitalet udvidet sine åbningstider for, hvornår der kan testes, og der er indkaldt ekstra mandskab til at stå for testene.
- Åbningstiden er øget frem til klokken 22.30, og vi har indkaldt kolleger fra alle mulige afdelinger her på hospitalet. Det er fra tandlæger, tandplejere til øre-næse-hals-læger, øjenlæger og så videre.
- De kommer og hjælper os med at imødekomme den her efterspørgsel. Det gør, at vi forventer, at vi hen over weekenden næsten kan tredoble vores podekapacitet, siger Åse Bengård Andersen.
Overlægen oplyser ikke, hvor mange test Rigshospitalet foretager i øjeblikket, eller hvor mange man forventer at foretage dagligt fremover.
Rigshospitalet åbner mandag en ny fløj, der skal tage sig af kritisk syge coronapatienter. Det sikrer, at der kommer yderligere 30 intensivsenge i det nye afsnit samt 25 ekstra i de eksisterende intensivafdelinger.
Sundhedsstyrelsen har løbende hævet ambitionerne for, hvor mange der skal testes for sygdommen Covid-19, som man får af coronavirusset.
Den seneste målsætning lyder på, at 15.000 personer skal testes om dagen fordelt over hele landet.
Onsdag 1. april blev der 3596 personer på landsplan testet for coronavirus. Det viser en opgørelse fra Danske Regioner. Døgnet forinden blev 3188 testet i Danmark.
3355 er under coronaepidemien blevet testet positive for coronavirus i Danmark. 123 coronasmittede er døde, mens 525 smittede er indlagt.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde