Tastefejl behøver ikke udløse parkeringsbøde
En ny afgørelse ved retten i Glostrup slår fast, at man ikke altid skal betale for at indtaste nummerpladen forkert. Foto: /ritzau/Dresling Jens/arkiv
/ritzau/Dresling Jens/arkiv
En ny afgørelse i retten slår fast, at man ikke altid skal betale for at indtaste nummerpladen forkert.
Et 0 i stedet for et O. Tallet nul har er en af de ting, der kan forvirre, når bilens nummerplade skal indtastes ved parkering.
Nu baner en afgørelse ved retten i Glostrup vejen for, at fummelfingrede bilister kan slippe for at skulle betale en bøde.
Det skriver interesseorganisationen FDM i en pressemeddelelse.
Sagen drejer sig om en bilist, der netop havde tastet 0K med et nul i stedet for at bruge bogstavet O.
I retten i Glostrup blev det slået fast, at den uheldige bilist ikke skal betale p-afgift til Københavns Kommune. I samme omgang fik kommunen afslag på at prøve sagen for landsretten.
Og afgørelsen kan få betydning for andre bilister, der laver lignende fejl. Det vurderer Lennart Fogh, der er afdelingschef i FDM's juridiske rådgivning.
- Vi håber, at kommunerne vil få en lidt mere nuanceret vurdering af det, der tastes ind for at undgå de bagatelfejl, hvor ingen kan være i tvivl om, hvad meningen har været, siger han.
Lennart Fogh understreger, at det er bilistens eget ansvar at få tastet den rigtige nummerplade ind.
Alligevel mener han, at kommunerne godt kunne gøre mere for at hjælpe folk ved parkeringsautomaten.
- Vi ved, at der er masser af teknologier i dag, der kan være med til at forhindre fejl og give eksempelvis fejladvarsler, siger han.
- Det kunne jo være rigtig dejligt for bilisten, at man undgår at taste forkert, når man netop har til hensigt at gøre det rigtigt og i øvrigt også betaler det, som det koster at parkere.
En parkeringsbøde er i dag på omkring 500 kroner. Ifølge Lennart Fogh modtager FDM løbende henvendelser fra folk, der er blevet nødt til at betale efter en tastefejl.
Og det er en dum fornemmelse at skulle lægge de penge, selv om man har handlet i god tro.
- Pengene er betalt, og bilen står, hvor den skal. Det eneste er en formalitet, og man kan jo godt se, hvad meningen har været. Så hvorfor ikke anerkende det?, spørger han.
- Og det er jo også der, hvor retten går ind at sige, at det bør man.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned