Teater aflyser forestilling om drab efter kontakt med offerets familie
Har man købt billetter til forestillingen "Højbjergmodet" på Teatret Svalegangen i Aarhus til november, bliver billetterne højst sandsynligt refunderet eller ombyttet. Stykket er nemlig aflyst af respekt for familien til offeret, skriver teatret fredag. (Arkivfoto). Foto: Xamax/Ritzau Scanpix
Marie Lock-Hansen blev dræbt i 1967. Hendes familie ønsker ikke, at Teatret Svalegangen sætter et stykke op.
Det aarhusianske teater Teatret Svalegangen aflyser forestillingen "Højbjergmordet", som skulle have været sat op på teatret til november.
Det sker efter henvendelse fra de pårørende til afdøde Marie Lock-Hansen og hendes mand, Oscar Lock-Hansen.
Det skriver TV2 Østjylland. Teatret skriver det samme i et opslag på Facebook.
Marie Lock-Hansen blev skudt i sit hjem i Højbjerg i det sydlige Aarhus i 1967. Sagen er fortsat uopklaret.
- Det eneste meningsgivende er, at Teatret Svalegangen efterkommer familiens ønske om at lade Marie Lock-Hansen hvile i fred, udtaler direktør på Svalegangen Per Smedegaard på Facebook.
Teatret skriver videre, at man har forsøgt at komme i kontakt med familien under tilblivelsen af stykket. Men forgæves.
Efter lanceringen har familien dog selv taget kontakt til teatret.
I Facebook-opslaget udtaler familien, at de var ofre for en forbrydelse. Men også for "mediernes hyppige trang til at gøre forbrydelsen til underholdning".
- Vi er overbevist om, at det økonomiske tab, som Teatret Svalegangen lider ved at aflyse forestillingen, så rigeligt opvejes af publikums respekt for Svalegangens integritet i forhold teatrets værdigrundlag, moral og etik.
De sætter pris på, at teatret aflyser, selv om det ikke er noget, familien har bedt dem om, lyder det.
I 1967 var Marie Lock-Hansen 43 år. En formiddag i november sad hun og drak kaffe med sin hushjælper, da det ringede på døren.
Marie Lock-Hansen gik selv til døren, og her stod ifølge vidneudsagn en mand, som hun lukkede ind. Få øjeblikke senere blev hun dræbt af tre skud fra en pistol.
Politiet har igennem årene modtaget utallige tip og henvendelser fra borgere.
Men i 2021 meddelte Østjyllands Politi, at mordsagen blev lukket.
Efterforskningen blev ellers genoptaget i 2018, da en borger henvendte sig med oplysninger om, hvem der kunne have stået bag drabet.
Henvendelsen, der drejede sig om en dengang 90-årig mand bosat i Canada, førte dog ikke til yderligere beviser i sagen.
På Facebook skriver teaterdirektør Per Smedegaard, at fascinationen udsprang af de mange teorier om mordet.
- Forestillingen diskuterede og problematiserede teorierne, da de afspejler, hvorledes enhver tid gendigter historien i sit eget billede.
- Vores oprindelige tanke var at afslutte forestillingen med at vende blikket mod os selv og vores forsøg på netop at gøre det samme: at gendigte handlingerne i vores tidsbillede.
Men forestillingen er altså aflyst.
Ifølge TV2 Østjylland bliver alle med billetter til forestillingen kontaktet af teatret.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned