Teater dropper forestilling efter oplysninger om krænkelser
Medarbejdere ved Det Kongelige Teater har berettet om krænkende adfærd begået af en gæstekoreograf. Det har fået Det Kongelige Teater til at aflyse forestillingen. - Vores medarbejderes trivsel og sikkerhed har høj prioritet for os, siger teaterchef Kasper Holten (billedet). Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Det Kongelige Teater aflyser forestilling efter oplysninger om, at gæstekoreograf har krænket medarbejdere.
Det Kongelige Teater har valgt at aflyse den kommende sæsons helaftensballet "Frankenstein" efter oplysninger om krænkende adfærd hos en gæstekoreograf.
Det skriver Det Kongelige Teater i en pressemeddelelse.
Aflysningen sker, da der ifølge pressemeddelelsen er kommet oplysninger frem om "uacceptabel adfærd" fra koreografen over for flere medarbejdere ved teatret under prøveforløb i 2018 og 2019.
Den pågældende koreograf har været tilknyttet et balletkompagni i London. Også her har der ifølge pressemeddelelsen været anklager om krænkende adfærd rettet mod ham.
Efter en undersøgelse af sagen, der blev foretaget i 2020, er han ikke længere ansat, fremgår det af pressemeddelelsen.
Siden har Det Kongelige Teater haft en dialog med teatrets egne medarbejdere, som har samarbejdet med den pågældende koreograf.
Det er den proces, der nu har ført til, at teatret har aflyst den kommende forestilling.
- Krænkende adfærd er uacceptabelt på Det Kongelige Teater, også fra gæstende kunstnere. Vores medarbejderes trivsel og sikkerhed har høj prioritet for os.
- Vi ønsker derfor indtil videre ikke at opføre den pågældende koreografs værker, og "Frankenstein" i foråret 2022 er derfor aflyst, siger teaterchef Kasper Holten i pressemeddelelsen.
Det Kongelige Teater har ifølge meddelelsen en "klar politik" imod krænkende adfærd.
Teatret har igennem længere tid arbejdet med at skabe tryghed for, at medarbejdere kan stå frem med oplevelser af krænkende karakter.
- For os er det fundamentalt vigtigt, at vores medarbejdere har tillid til, at man altid kan komme frem med oplevelser omkring krænkende adfærd - og vide, at man bliver taget alvorligt, siger Kasper Holten.
Det vil til maj blive offentliggjort, hvad der skal erstatte den nu aflyste ballet.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned