Teatret trækker stadig i Stina Ekblad
Stina Ekblad er aktuel i flere opsætninger på teatret Dramaten i Stockholm. Mandag 26. februar fylder den finsk-svenske skuespiller, som er uddannet i Danmark, 70 år. (Arkivfoto). Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Hun havde planer om at drosle ned. Men skuespiller og finsk-svenske Stina Ekblad, der 26. februar fylder 70, spiller lystigt videre på Sveriges nationalscene.
Som 17-årig flyttede hun til Danmark for at blive skuespiller.
I 1975 blev hun uddannet fra Odense Teater, og siden har finsk-svenske Stina Ekblad ikke kunnet holde sig fra de skrå brædder.
Mandag 26. februar fylder skuespilleren, der anses som en af Sveriges mest betydningsfulde, 70 år.
Allerede som lille havde Stina Ekblad en længsel efter at udtrykke sig.
Først undersøgte hun muligheder for at blive skuespiller på svensk, som er hendes modersmål, i Finland, hvor hun er opvokset.
Men det viste sig besværligt. I stedet kiggede hun mod Danmark, hvor hun først tog på højskole og siden indtog Odense Teaterskole.
Hun brød igennem på den danske teaterscene, før hun i begyndelsen af 1980'erne tog til Stockholm, den svenske hovedstad, hvor hun optrådte i flere af Ingmar Bergmans opsætninger.
På film brød hun igennem som Agnes von Krusenstjerna i "Min elskede - Amorosa" fra 1986.
Stina Ekblad har medvirket i et hav af danske film og tv-serier.
Bedst kendt er hun nok for sin rolle som direktør Kaj Holger Nielsens hustru, Karin, i den populære DR-serie "Krøniken" fra midten af 2000'erne.
Generelt har hun igennem årene dog gjort sig mest på teaterscenen, hvor hun føler sig bedst tilpas.
Hun har blandt andet i 2019 vundet en Reumert i kategorien Årets Kvindelige Hovedrolle for sin præstation i "Dantes Guddommelige Komedie" på Østerbro Teater i København.
Ekblad har i årevis været tilknyttet Sveriges nationalscene, teatret Dramaten i Stockholm, hvor hun også nu er aktuel.
Hun kaldes af avisen Expressens anmelder for "et scenisk geni" for sin optræden i et stort opsat teaterstykke med udgangspunkt i græske tragedier.
Og til maj er der premiere på en opsætning, hvor hun også er i en af hovedrollerne.
For et par år siden sagde Stina Ekblad, at hun regnede med at drosle ned, fordi det er så hårdt arbejde at stå på en scene. Men hun fortsætter ufortrødent til glæde for de svenske teatergængere.
Privat bor hun i Sverige sammen med skuespilleren Jan Dolata, som hun har en søn med.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde