Regeringen styrker hjælpen til unge mødre og deres børn. Næste år oprettes familiehuse i tre kommuner, hvor mødrene kan søge både omsorg og praktisk støtte. Samtidig er det planen at åbne kollegier i Århus og Aalborg, hvor de mest sårbare teenagemødre kan bo med deres børn og modtage mere intensiv hjælp.
Socialminister Benedikte Kiær (K) siger til Ritzau, at initiativet skal sikre, at flere unge mødre får hjælp til at komme væk fra offentlig forsørgelse.
- Skal det lykkes at bryde den negative sociale arv, skal vi have fat i mødrene tidligt, gerne allerede i graviditeten. Vi ved, at når deres status ændres med job eller uddannelse, så forebygger vi, at barnet senere bliver anbragt, siger Benedikte Kiær.
Inspirationen til familiehusene er hentet i Norge, Sverige og Finland. Desuden har et projekt "I gang" under Mødrehjælpen vist, at teenagemødre bliver mere ærlige om deres problemer og dermed nemmere at hjælpe, hvis de ved, at socialrådgivere og andre fagfolk ikke kan anbringe barnet eller skære i kontanthjælpen. De er alene rådgivere, og den model overføres til familiehusene. De har dog pligt til underrette for eksempel omsorgssvigt til kommunen.
I Mødrehjælpen kalder direktør Mads Roke Clausen initiativet et nybrud i dansk socialpolitik. Ikke alene fordi myndighed og hjælpekontrol adskilles, men også fordi familiehusene skal drives i et samarbejde mellem kommunerne og frivillige organisationer
Der er afsat 48 millioner kroner fra de såkaldte satspuljemidler til de første familiehuse, som skal stå klar i 2011. Desuden 30 millioner til opførelse af to kollegier, hvor det er planen at tilbyde teenagemødre med mere massive problemer en mindre lejlighed.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker