Teenagere og royale er på gæstelisten til prins Christians fødselsdag
Sidst prins Christian trak i gallatøjet, var til fejringen af sin farmor dronning Margrethes 50-års regentjubilæum i 2022. Når gæsterne ankommer til gallataffel 15. oktober, vil det være prins Christian, der er i fokus. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Teenagere fra alle 98 kommuner skal med, når prins Christian fejrer 18-års-dag med gallataffel. Gæstelisten signalerer et mere folkeligt kongehus, mener lektor.
Ritzau RitzauThit Lund Bording/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Når prins Christian fejrer sin 18-års fødselsdag, bliver det med en blandet gæsteliste.
Traditionen tro er medlemmer af de europæiske kongehuse inviteret med til fødselsdagsfejringen.
Blandt gæsterne er kronprinsesse Victoria af Sverige og kronprins Haakon af Norge - og 18-årige Emma fra Læsø.
- Jeg glæder mig til at få lov til at hilse på den kongelige familie. Det får jeg nok ikke lov til igen. Det bliver så fedt, siger Emma Jerup Nielsen.
Gæstelisten er afgørende nyt i forhold til den danske og europæiske tradition, mener Lars Hovbakke Sørensen, kongehusekspert og lektor ved Professionshøjskolen Absalon.
Annonce
- Kongehuset vil gerne vise, at det er folkeligt og nede på jorden - og ikke kun noget ophøjet, der ligger fjernt fra den øvrige del af samfundet, siger han.
Prins Christians 18-års fødselsdag bliver fejret ved et gallataffel på Christiansborg Slot 15. oktober, hvor dronningen er aftenens vært.
Ud over de kongelige gæster er unge, der har gjort sig bemærket inden for sportens, kunstens eller kulturens verden samt repræsentanter fra de danske ungdomsorganisationer, også inviteret.
Som noget nyt er to 18-årige, en pige og en dreng, fra hver af landets 98 kommuner samt fra Grønland og Færøerne også på gæstelisten.
Ifølge Lars Hovbakke Sørensen signalerer det, at kongehuset gerne vil være i øjenhøjde med befolkningen.
- Nyere historisk erfaring i de europæiske lande viser, at de kongehuse, som gradvist fornyer sig og bliver mere folkelige, er dem, der er mest populære.
- Det går ikke, at et kongehus i det 21. århundrede stivner i gamle traditioner og ikke vil lave om på tingene. Så bliver det til sidst for fjernt fra resten af samfundet, siger han.
Fra Danmarks mindste kommune, Læsø, er Emma Jerup Nielsen den ene af to unge, der skal deltage i prinsens fødselsdagsfejring.
Hun mener, at det er en god beslutning fra kongehusets side.
Kun to gange tidligere har prins Christian alene haft opmærksomheden ved et kongeligt arrangement. Sidst var, da han blev konfirmeret i Fredensborg Slotskirke i 2021, og endnu tidligere var, da han blev døbt i 2006. (Arkivfoto). Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
- Det er en god måde at få repræsenteret hele landet. Det er mega fedt, at mennesker, der laver ganske almindelige ting til hverdag, også har mulighed for at komme med, siger hun.
Annonce
Der var fire piger og en enkelt dreng ud af i alt 12 18-årige læsøboer, der havde vist interesse i at deltage.
Efter lodtrækning blandt pigerne blev Emma Jerup Nielsen den ene af de to, der skal repræsentere Læsø.
- Jeg var helt oppe at køre og var vildt glad. Jeg ringede rundt til nærmest alle, jeg kender, siger hun.
Når Emma Jerup Nielsen og de andre unge ankommer til Christiansborg Slot, bliver det uden gaver til fødselaren.
Kongehuset har frabedt sig gaver fra gæsterne. Det bekræfter kongehusets kommunikationsafdeling.
Lars Hovbakke Sørensen peger på, at det er vigtigt for kongehuset at signalere, at de ikke er dyre at have som kongehus, sådan som det indimellem diskuteres.
18-årige Emma Jerup Nielsen er blandt de 200 teenagere fra rigsfællesskabet, der er blevet inviteret med til prins Christians 18-års fødselsdag. (Privatfoto). Foto: Free
Samtidig viser gavefriheden, at kongehuset ikke stiller en masse krav om, hvordan de indbudte unge skal opføre sig.
- Det skal ikke hedde sig, at kongehuset kræver en masse dyre gaver af almindelige danskere. Det skal være en fest, som kongehuset giver til de unge. Derfor skal de ikke have unødig besvær eller udgifter ved at deltage. Det er en meget, meget vigtig del af det, siger han.
Når kongehusene fremover skal fejre store begivenheder, er det ikke svært for Lars Hovbakke Sørensen at forestille sig, at almindelige mennesker kan være på gæstelisten.
- Jeg kan sagtens forestille mig, at andre kongehuse vil lade sig inspirere af det. For eksempel det norske og det svenske kongehus, som vi har meget at gøre med. Det ville være helt oplagt.
Annonce
/ritzau/
Stjernespækket gæsteliste til prinsens fødselsdagsfejring
* Selv om kongehuset ikke har offentliggjort den officielle gæsteliste til prins Christians 18-års fødselsdag, er der enkelte gæster, der har tilkendegivet, at de har fået en invitation.
* Den 24-årige rapper Gobs, der har det borgerlige navn Victor Gaardboe, har fået en invitation til gallataflet 15. oktober. Om han deltager, vides ikke.
* Skuespilleren Flora Ofelia Hofmann Lindahl på 18 år er også blandt de inviterede. Hun har bekræftet over for Sjællandske Nyheder, at hun deltager i festen.
* Blandt de unge sportstalenter, der deltager i gallafesten, er den 22-årige bokser Nikolai Terteryan.
* Derudover har tennisspillerne Holger Rune og Clara Tauson fået en invitation. Begge har tilkendegivet over for Ekstra Bladet, at de formodentlig ikke deltager.
/ritzau/
Sådan skal prins Christian fejres
* Prins Christians 18-års fødselsdag 15. oktober markeres på traditionel vis med vagtskifte og balkonhyldest på Amalienborg. Mere utraditionelt har kongehuset inviteret unge fra hele landet med til aftenens gallataffel.
* Søndag 15. oktober:
* Klokken 11.50: Livgarden med vagtskifte foran Christian VII's Palæ på Amalienborg.
* Klokken 12: Prins Christian viser sig på balkonen på Frederik VIII's Palæ på Amalienborg. Han vil være omgivet af sine forældre, tre søskende og dronningen.
* Klokken 17: Dronningen er vært ved et gallataffel på Christiansborg Slot. Blandt de inviterede er repræsentanter fra ungdomsorganisationer, ligesom 200 unge fra Danmark, Grønland og Færøerne er med. Hver kommune har udvalgt to 18-årige til at deltage i festen.
* Tirsdag 14. november:
* Klokken 09.30: Prins Christian deltager i sit første møde i statsrådet på Christiansborg, hvor han vil afgive en erklæring om, at han vil overholde Grundloven. Det betyder, at han fremover kan udpeges som rigsforstander.
Seneste artikler
Larven fra helvede rykker tættere på: Kommune har endnu ingen plan
Dansk dyrepark vil lade gæster svømme med pingviner
27-årig sigtet: Råbte og slog på ting i Nysted
Over en million pendlere kan få større fradrag fra juli
Tagarbejde endte i store skader på hus og nabohus
Mest læste artikler
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu reagerer Biltema
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Rækkehus i Stubbekøbing i brand
Fra drøm til virkelighed: Vejerboden åbner
Snart åbner lagersalg på Falster