Telefonkø hos lægen æder vores arbejdstid

Foto: Kristian Linnemann

Telefonkøer og begrænsede telefontider tager tid fra vores arbejde, når vi prøver at få fat i vores læge.

Offentliggjort Sidst opdateret

Telefonkøer og begrænsede telefontider tager tid fra vores arbejde, når vi prøver at få fat i vores læge på telefonen. Det viser en rundspørge udført af Wilke for Avisen.dk.

956 danskere over 18 år har svaret, og næsten halvdelen - 45 procent - siger, at det ofte eller sommetider sker, at de bruger arbejdstiden på at komme til at tale i telefon med lægen.

Lægernes træffetid ligger ellers fast med en klar aftale i overenskomsten mellem de praktiserende læger, og regionerne, der betaler deres løn: Lægerne skal være telefonisk tilgængelige mandag til fredag fra klokken 8-16.

- Derfor kan det undre, at så mange svarer, at det tager tid fra deres arbejde på grund af telefonkøer og begrænsede telefontider. Men når det er sagt, så er det i dagtimen, at almen praksis har åbent, og derfor vil det være i de fleste menneskers normale arbejdstid, at man skal ringe for at få fat i lægen, siger Anders Kühnau (S), der er formand for Regionernes Lønnings- og Takst Nævn, til Avisen.dk.

Han understreger, at aftalen mellem regionerne og lægerne betyder, at det skal være muligt at få fat i enten lægen eller personalet fra klinikken i det tidsrum. Er lægen syg, på kursus eller på ferie, skal han eller hun selv sørge for at aftale, hvilken anden praktiserende læge der henvises til på telefonen.

Ifølge Anders Kühnau er der allerede i dag skrevet rigtig meget om lægernes tilgængelighed ind i overenskomsten, både i forhold til telefontider, åbningstider i klinikken, muligheder for e-konsultation og tidsbestilling. Derfor mener han, det er svært at skrive flere krav ind.

- Spørgsmålet er derfor snarere, om alle læger lever op til de forpligtigelser, de har i forhold til tilgængelighed. Det er et område, der er vanskeligt at kontrollere for regionerne, siger Anders Kühnau.

Ifølge Bruno Melgaard Jensen, der er formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har lægerne fokus på tilgængeligheden. Men den telefoniske tilgængelighed præges af flaskehalse, erkender han.

- Problemerne søges dels løst ved at investere i telefonsystemer samt at henvise til at sende e-mails, hvor det er muligt. Problemet med den personlige tilgængelighed til lægen er svært at løse, for vi læger er en begrænset ressource, og vi ikke er blevet flere i praksis de sidste mange år - det vil sige, at der er flere patienter per læge i gennemsnit, siger Bruno Melgaard Jensen til Avisen.dk.