Telekunder advares mod længere binding

Forbrugerne taber, hvis mobilselskaberne i fremtiden kan binde abonnementer i op til et år. Forbrugerrådet advarer mod videnskabsministers Charlotte Sahl-Madsens (K) planer om at ændre reglerne, så telebranchen kan låse kunderne i et år mod i dag kun seks måneder.

- Det er en rigtig dårlig idé. Vi har meget svært ved at se, hvad forbrugerne får ud af det. Når man i resten af erhvervslivet kan leve med en bindingsperiode på seks måneder, så må det også kunne lade sig gøre i telebranchen, siger Vagn Jelsøe, afdelingschef i Forbrugerrådet.

En ændring af reglerne kræver enighed i teleforligskredsen, som blandt andre tæller Socialdemokraterne. Her siger forbrugerordfører Benny Engelbrecht, at en forlængelse ikke kan komme på tale.

Tværtimod ser han hellere, at bindingsperioderne helt udfases, fordi flere teleselskaber ikke længere benytter dem.

- Alle må være interesserede i at få et mere gennemskueligt marked, og det vil længere bindingsperioder ikke føre til. Derfor virker det meget underligt, at ministeren holder fast i det, siger han.

Charlotte Sahl-Madsen siger til Jyllands-Posten, at hun ønsker reglerne ændret, fordi det vil betyde lavere priser for kunderne og en mere stabil kundekreds for telebranchen.

Hun bakkes op af teleekspert John Strand, administrerende direktør i Strand Consult, som siger til avisen, at mobilselskaberne i snit bruger 1500 kroner på at kapre en ny kunde. De penge kan ikke tjenes hjem på kunder, der shopper rundt efter seks måneder.

- I praksis betyder det, at fru Hansen med en gammel telefon betaler for de kunder, der får en ny mobiltelefon hvert halve år, siger han.

/ritzau/

Forbrugerrådet kritiserer, at telekunder risikerer at blive bundet til deres abonnement i op til et år.

Offentliggjort Sidst opdateret