De konkrete trusler om terror mod Danmark bliver stadigt mere alvorlige. Det vurderer lederen af Politiets Efterretningstjeneste, Jakob Scharf, otte år efter al-Qaedas angreb på USA. Samtidig hæfter han sig ifølge Berlingske Tidende ved, at sagen om Muhammedtegningerne bliver ved med at give skyts til militante kredse.
I begyndelsen af i år var der en markant vækst i konkrete trusler, men selv om der i de seneste tid har vist sig et mindre fald i antallet af trusler, mener PET's chef, at der er grund til bekymring.
Flere terrorgrupper søger tættere til al-Qaeda, og samtidig har al-Qaedas ledelse sendt et klart budskab om, at der skal fokuseres kraftigt på Danmark som potentielt mål. Det budskab går ikke kun til militante muslimer i Danmark, men til hele verden, siger Jakob Scharf.
Også den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp fra Det Svenske Forsvarsakademi placerer Danmark højt på al-Qaedas liste over fjender.
- Danmark vil figurere som et højt prioriteret mål længe, og hvis man skal pege på en enkelt sag som årsagen, vil det så afgjort være tegningerne. Al-Qaeda ser tegningerne som en symbolsk sag, der indkapsler ydmygelsen af muslimer og fornærmelser mod islam, siger han til Berlingske Tidende.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie