Testkrav for rejser til Danmark forlænges til udgangen af januar
Indrejsende til Danmark, der ikke bor her, skal kunne fremvise en negativ coronatest frem til den 31. januar.
Kravet om, at indrejsende skal have taget en coronatest før ankomsten til Danmark, forlænges til den 31. januar.
Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
Testkravet har været gældende siden 27. december og stod til at udløbe 17. januar.
Indrejsende skal have en negativ test, før de kan komme ind i landet. Det kan være en PCR-test, der er taget maksimum 72 timer før indrejse, eller en hurtigtest, der er taget maksimum 48 timer før indrejse.
For indrejsende med bopæl i Danmark forlænges kravet om en test senest 24 timer efter ankomst.
Kravet gælder også for rejsende, der er vaccineret.
Der er en lang række undtagelser for kravet. Børn under 15 år vil ikke være omfattet. Det samme gælder personer, der har været smittet det seneste halve år og har dokumentation for det.
Undtaget er også personer, der har været i udlandet i forbindelse med arbejde eller undervisning.
Hvis man bor i områder, der grænser op til Danmark, eller pendler til arbejde i områderne, er man også undtaget.
Grænselandet er personer, der bor i Slesvig-Holsten i Tyskland eller Blekinge, Skåne, Halland og Västra Götaland i Sverige.
Det samme gælder personer, der har været i transit i Sverige - for eksempel fra Bornholm.
Det gør sig også gældende, hvis man rejser til Danmark, men forlader landet inden for et døgn. For eksempel svenskere, der flyver til København og kører hjem i bil derfra.
Overholder man ikke kravet, kan man idømmes en bøde på 3500 kroner.
Ministeriet skriver, at formålet med testkravene er at forebygge, at der kommer nye smittekæder ind i Danmark fra rejsende i den kommende periode, hvor smitten med omikronvarianten ventes at stige globalt.
Omikrons evne til at smitte vaccinerede personer betyder, at Statens Serum Institut har anbefalet testkravet uanset vaccinestatus.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde