Thorning: Ikke flere udlændingestramninger

Nu er det nok. Socialdemokraterne vil ikke være med til flere stramninger på udlændingeområdet, fastslår partiets formand, Helle Thorning-Schmidt.

- Vi har en tilstrækkeligt stram udlændingelovgivning nu, og vi behøver ikke gøre mere på det område. Der skal være ro om de regler fra nu af, siger Helle Thorning til Berlingske Tidende søndag.

Socialdemokraternes sidste ja til en stramning af udlændingereglerne var det pointsystem, som S og SF præsenterede i denne uge. Med meldingen fra Thorning-Schmidt åbner hun ifølge Berlingske for, at udlændingepolitikken igen kommer til at spille en afgørende rolle ved næste folketingsvalg.

S-partilederen har den seneste uge været under pres fra tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen og de røde vælgere, hvoraf kun 24 procent støtter et pointsystem, mens 58 procent er imod, hvis man skal tro en Rambøll-måling i Jyllands-Posten fredag.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) beskylder Socialdemokraternes formand for at give efter for presset.

- Helle Thorning-Schmidt prøver at tilfredsstille Nyrup og især SF's bagland. Det er en tilbagevenden til en rød zigzag-politik på udlændingeområdet, siger Støjberg til avisen.

Helle Thorning afviser kritikken med et løfte om, at hun "ikke kunne drømme om at gå over mod en lempeligere udlændingepolitik". Udlændingepolitikken har alt for længe været drevet frem af Dansk Folkeparti, mener hun. Og hverken Enhedslisten eller De Radikale vil få samme afgørende indflydelse på udlændingepolitikken, hvis S-formanden bliver statsminister, fastslår hun.

- Det bliver ikke De Radikale, som skal bestemme vores udlændingepolitik. Det er de brede vælgergrupper ikke interesserede i, og jeg er slet, slet ikke interesseret i det, siger Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/

Der skal ikke strammes mere på reglerne for indvandring. Ro på området nu, siger Socialdemokraternes formand.

Offentliggjort Sidst opdateret