Thorning vil hæve skatten

Lidt mere ind i skat og skarpere prioriteringer i velfærden. Helle Thorning-Schmidt (S) vil have en ny og ærlig dialog om den økonomiske politik under krisen.

Danskerne kommer til at aflevere lidt mere til fællesskabet for at give råd til velfærdsforbedringer. Til gengæld lover Helle Thorning-Schmidt (S) at prioritere sine valgløfter, så de passer til den alvorlige økonomiske krise.
Sådan lyder den åbenhjertige melding fra den socialdemokratiske leder, der efterlyser en ny alvor og ærlighed i dialogen med danskerne om den økonomiske politik.
- Vi bliver nødt til at opkræve lidt mere i skat for at gøre det, vi gerne vil, siger Helle Thorning-Schmidt.
Den økonomiske krise vil påvirke os i mange år, og regeringen har slet ikke taget krisen alvorligt nok, mener hun.
- Det, vi skal i gang med, når vi får et flertal, er en reel genopretning - både af økonomien og af velfærdssamfundet. Derfor kan jeg jo også ligeså godt sige klart og tydeligt, at vi kommer ikke til at gå til valg på alle mulige løfter, vi vil indfri. Der bliver ikke guldvandhaner og silkelagner til de ældre. Der bliver nogle klart prioriterede løfter, hvor hvis vi siger ja til det ene, så må vi sige nej til det andet, siger Helle Thorning-Schmidt til Ritzau i et interview, der er lavet inden de seneste dages interne kritik af S-ledelsen og politisk ordfører Henrik Sass Larsen.
- Vi er inde i en økonomisk krise, der er meget alvorlig, som kommer til at påvirke os i ganske mange år fremover på mange måder. Der er behov for, at vi i de kommende år udviser mådehold og alvor i forhold til den økonomiske politik og bliver langt bedre til at prioritere vores økonomiske midler, siger Helle Thorning-Schmidt.


Socialdemokraternes og SF har lovet at fremlægge en skatteplan inden Folketingets åbning i oktober. Den skal ifølge partierne rette op på regeringens seneste skattereform, der markant sænkede marginalskatten. Helle Thorning-Schmidt vil ikke afsløre, hvor meget og hvordan skatten skal sættes op igen. Hun lover dog, at der også fremover vil være tryghed om privatøkonomien.
- Hvis vi skal drive et bedre velfærdssamfund, bliver vi nødt til at have lidt flere indtægter med en stærk respekt for trygheden i borgernes privatøkonomi, som skattestoppet har skabt, siger hun.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret