Thorning vil stoppe ulighed i sygesengen
Den voksende ulighed i sundhedsvæsnet er en klar prioritet for regeringen. Det slår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fast på Danske Regioners generalforsamling i Herning.
- Direktøren og buschaufføren har formelt lige adgang til sundhedsvæsnet. Men reelt lever de rigeste danske mænd 10 år længere end de fattigste, siger statsministeren og tilføjer:
- Forskellen er næsten fordoblet de seneste 25 år. Det går den forkerte vej. Det skal vi gøre bedre.
Samtidig vil regeringen have patienten i centrum. Det gælder blandt andet for den store og voksende gruppe af kroniske patienter og de ældre medicinske patienter.
- Det drejer sig om mere end en million mennesker. Og der bliver flere år for år. Og mange føler ikke, at de får den rigtige behandling, siger Thorning-Schmidt.
Hun tilskriver årsagen, at sundhedsområdet består af to offentlige myndigheder: Kommuner og regioner. Og en række små private virksomheder - de praktiserende læger.
- Det fungerer fint i de mange tilfælde, hvor man holder sig inden for sektorgrænserne. Hvis man brækker et ben for eksempel, er det en sag for sygehuset. Det er ikke så kompliceret.
- Men hvis man er en af de mange danskere med diabetes, KOL eller dårligt hjerte, så er det sandsynligt, at man har brug for både sygehus, kommunal sygepleje og egen læge. Og så går det alt for ofte galt, fastslår hun.
Det synlige resultat er, at mange kroniske patienter og gamle ligger i en sygehusseng på en overbelagt afdeling.
- En del ligger ude på gangen. Mange ligger for længe. De føler sig som kastebolde mellem systemer. De føler sig utrygge, siger Thorning.
Samtidig peger hun på, at Danmark har et dygtigt sundhedspersonale, men at den medicinske faglighed ikke er nok.
- Organisationen og samarbejdet er også vigtig - måske lige så vigtig - for, hvordan patienten oplever sit sygdomsforløb.
- Vi skal ikke opbygge parallelle systemer, der gør det samme. Vi skal arbejde sammen om at løse opgaverne tæt på borgeren. Det er det, regeringen er optaget af, siger statsministeren.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned