Tidligere DR-generaldirektør Hans Jørgen Jensen er død
Hans Jørgen Jensen gik på pension som DR's generaldirektør i 1994. Samme år vandt hans Modersmål-Selskabets pris for sit arbejde i Danmarks Radio. (Arkivfoto) Foto: Bent K Rasmussen/Ritzau Scanpix
Bent K Rasmussen/Ritzau Scanpix
Manden bag TV Avisen, Hans Jørgen Jensen, blev 87 år. Han døde ifølge Politiken lørdag i sit hjem i Virum.
DR's tidligere generaldirektør Hans Jørgen Jensen er død i en alder af 87 år.
Det skriver Politiken.
Han viede næsten fire årtier af sit liv til Statsradiofonien - senere Danmarks Radio - endnu senere DR - inden han stod af på toppen og gik på pension som generaldirektør i 1994.
Efter at have afsluttet sin uddannelse på Journalisthøjskolen i 1956 kom han i arbejde hos Statsradiofoniens fjernsynsafdeling.
Hans talent og stærke holdninger til fjernsyn blev anerkendt, da han i 1964 tiltrådte stillingen som chef for TV-Aktualitetsafdelingen.
Herfra satte han sit tydeligste spor på dansk tv-historie. Han var nemlig en af hjernerne bag TV-Avisen, som blev en stor succes for Danmarks Radio.
TV-Avisen blev lanceret i en tid, hvor tv-nyheder var i sin spæde ungdom. Samtidig blev tv-journalistik ifølge Politiken modarbejdet af datidens aviser.
- Det krævede en chef, der kunne stå fast i stormvejr, for ballade blev der, da konceptet med oplæste nyheder slap ud i offentligheden, skrev Berlingske i 2016 ifølge DR i et fødselsdagsportræt.
På trods af primært at arbejde med fjernsyn nægtede Hans Jørgen Jensen at lade sig "tyrannisere af kravet om levende billeder", som han formulerede det i medieforskeren Stig Hjarvards bøger om tv-nyheder.
Det vigtigste for ham var, at nyhedernes indhold røg ud til seerne - ikke at de var pakket flot ind.
12 år efter TV-Avisens fødsel - i 1976 - kunne Jensen kalde sig programdirektør for DR's radio og TV.
Og i 1985 blev han så udnævnt som generaldirektør hos landets største medievirksomhed - Danmarks Radio - der stadig havde monopol på at sende tv.
Han var dermed også chef, da TV2 i 1988 meldte sig på banen i spillet om opmærksomheden i danskernes stuer.
Da Hans Jørgen Jensen stoppede i 1994, sagde han, at han burde være gået af flere år tidligere.
- Jeg var slidt op som chef, sagde han til Ritzau i 2016.
I 2010 gjorde han sig bemærket med et debatindlæg i Politiken, hvor han kritiserede, at DR's programudbud var blevet "popularitetssøgende i en hæmningsløs jagt efter de højest muligt seertal".
Hans Jørgen Jensen efterlader sig en hustru, tre børn og flere børnebørn.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned