Tidligere Venstreborgmester i Favrskov trækker sig
Tidligere borgmester Anders G. Christensen trækker sig som Venstres leder i Favrskov. Det oplyser DR Østjylland.
Det sker som en konsekvens af valgresultatet i sidste uge, hvor det ikke lykkedes for Venstre at tilbageerobre borgmesterposten. Socialdemokraten Nils Borring fik fire år mere i borgmesterstolen.
- Ansvaret er mit, da jeg har stået i spidsen for Venstre i byrådet og i valgkampen. Og nu er tiden så kommet, hvor der skal nye kræfter til, skriver Anders G. Christensen i en pressemeddelelse.
- Jeg mener stadig, at Venstre har de rigtige svar på de udfordringer, som Favrskov står overfor, og derfor bliver jeg i byrådet i respekt for de 2772 vælgere, der har stemt på mig, skriver han videre.
Inden valget blev Favrskov betegnet som en "svingkommune", hvor flertallet kunne vippe til flere sider.
Ved kommunalvalget i 2009 lykkedes det Socialdemokraterne at vriste borgmesterposten fra Venstre, da Nils Borring (S) kunne overtage efter Anders G. Christensen, der ellers var udpeget som storfavorit til at bevare borgmesterposten.
Socialdemokraterne kom da til magten efter en konstitueringsaftale med SF og De Konservative.
Anders G. Christensen var borgmester i Favrskov Kommune 2007-2010 og før da i Hadsten Kommune fra 2002 til 2005.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde