Til læge om lørdagen

Gå til læge om lørdagen. Regionspolitikere vil have lørdagsåbent hos lægen - men lægerne har ikke mandskab til at holde åbent en ekstra dag.

Det kan være svært at få tid til at gå til læge i hverdagen, når jobbet skal passes. Og et flertal af politikerne i regionerne går nu ind for, at lægerne skal åbne for patienter om lørdagen. Det viser en rundspørge, som Morgenavisen Jyllands-Posten har lavet.
44 procent af politikerne mener, at det er en god idé, at lægerne har åbent mindst en lørdag om måneden, mens kun 33 procent er imod. Formanden for sundhedsudvalget i Danske Regioner Ulla Astman (S) siger, at det vil være en fin service, hvis man kan gå til lægen om lørdagen, da det kan være vanskeligt at nå til hverdag.
Men trods politikernes velvilje er lægerne ikke parat til at udvide åbningstiden. Det siger næstformand i Praktiserende Lægers Organisation, PLO, Henrik Dibbern.
- Hvis vi en dag får overskud i antallet af praktiserende læger, så kunne man måske lege med vilkårene - herunder lørdagsåbent. Men lige nu er der kun lige akkurat læger nok til patienterne, så vi synes ærligt talt, at det er lidt pjattet at tage forslaget frem, siger han til avisen.
Regionerne kan dog ikke tvinge lægerne, da lørdagsåbent skal aftales i overenskomsten. Patientforeningen opfordrer regioner og læger til at forhandle sig frem til en løsning.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret