Tilbud til hjerneskadede lukker på stribe
Hvert år rammes cirka 18.000 danskere af hjerneskader. Af dem får mindst hver tiende så svære følger, at de har behov for intensiv og specialiseret genoptræning. Men de tilbud, der har den særlige erfaring, lukker på stribe.
Det sker på grund af kommunalreformen og kommunernes stramme økonomi, skriver Politiken.
Siden 2009 har 9 af 23 tilbud drejet nøglen om, og flere er lukningstruet, fordi kommuner i stigende omfang holder patienterne hjemme i egne tilbud i stedet for at købe hjælp.
Det vækker stor bekymring hos eksperter, der især frygter skæbnen for seks særlige centre, der har lang erfaring med at træne patienten intensivt i et tæt samarbejde mellem neurologer, talepædagoger, psykologer og fysioterapeuter.
Et center lukkede tidligere i år, og to andre er nu akut lukningstruet, heriblandt specialhospitalet Center for Hjerneskade i København - det første af sin slags i Europa.
Lukningerne er "en meget kortsigtet besparelse", siger professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet til Politiken:
- Kommunerne oplever det uden tvivl som en dyr affære at henvise til centrene, men de glemmer, at resultaterne ofte er så gode, at det hurtigt aflaster kommunekassen på lang sigt.
Med kommunalreformen overgik genoptræning af alt fra dårlige knæ til hjerneskader til kommunerne. Men hjerneskader er typisk langt mere komplekse end andre skader i kroppen.
Derfor er det afgørende at passe på den ekspertviden, som centrene har udviklet, påpeger ledende overlæge, dr.med. Allan Renard Andersen, neurologisk afdeling på Glostrup Hospital, over for Politiken.
Formand for KL's Social- og Sundhedsudvalg Anny Winther (V) siger, at kommunerne "i væsentligt omfang kan klare opgaverne selv":
- I al den udstrækning, hvor den faglige kvalitet er i orden, betyder nærhedsprincippet også noget for patienten og de pårørende, siger hun til Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned