Tilkobling af rumskib er næste kritiske punkt
I 2015 var forholdene i rumkapslen ikke nær så gode, som de er på "Endurance". Ifølge Anja C. Andersen, astrofysiker på Københavns Universitet, synes Andreas Mogensen også selv, at rumdragten er bedre, end den, han havde på sidste gang. (Arkivfoto). Foto: Joe Skipper/Reuters
Andreas Mogensen er i kredsløb om Jorden, og skal nu vente timevis før det næste kritiske skridt på rumrejsen.
Andreas Mogensen og de tre andre astronauter, som er om bord på rumskibet "Endurance", er lørdag formiddag dansk tid i kredsløb om Jorden.
Den vigtigste del af rejsen til Den Internationale Rumstation (ISS) er dermed overstået, og astronauterne skal efter planen vente i 29 timer efter opsendelsen, før de bliver koblet på ISS.
Indtil da sker der forhåbentligt ikke så meget.
- Hvis det hele går godt, så er de bare i transport og skal gøre sig klar til at koble sig på rumstationen, siger Anja C. Andersen, astrofysiker ved Københavns Universitet.
Det næste kritiske punkt er dermed tilkoblingen til docking-porten på rumstationen.
Ved tilkoblingen er det vigtigt, at rumfartøjet kobles helt tæt på rumstationen.
- Hvis det ikke er en fuldstændig perfekt tilkobling, kan det blive livstruende, fordi der i så fald vil sive luft ud i rummet, når man åbner lugen ind til ISS, siger hun.
Derfor bruger astronauterne nu tiden på at komme i samme baneplan som rumstationen.
- De skal være i samme bane og have samme hastighed, for det nytter jo ikke noget, hvis rumfartøjet flyver for hurtigt og støder ind i rumstationen, siger Anja C. Andersen.
Grunden til, at man skal være i samme baneplan, er, at man kun på den måde kan bringe hastighedsforskellen mellem rumskib og rumstation ned til nogle få kilometer i timen, når afstanden er kommet ned på et par kilometer.
ISS flyver med 28.000 kilometer i timen.
Når rumfartøjet når hen til rumstationen, er der mange procedurer, der går i gang.
Det meste er computerstyret, men hvis noget går galt, skal Andreas Mogensen kunne tage over.
Når rumfartøjet er tilkoblet, bliver han kommandør på stationen og skal sørge for, at samarbejdet kører optimalt mellem astronauterne, som kommer fra forskellige lande.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned